Erhverv
0

Kopi-snus markedsføres i lovløst land på Instagram

Markedsføringen er meget problematisk, mener Kræftens Bekæmpelse.

Zyn er plantebaseret og indeholder ikke tobak. Men da det indeholder nikotin, er det stærkt afhængighedsskabende. Foto: Screenshot

Reklamer for kopi-snus cirkulerer i øjeblikket på sociale medier.

Markedsføringen foregår gennem populære danske influencere på Instagram, hvor opstillede billeder viser produktet som en del af frokostbordet eller udflugten med vennerne.

Nikotinproduktet Zyn er plantebaseret og indeholder ikke tobak. Ligesom med almindelig snus lægges produktet op under læben. Da det indeholder nikotin, er det et stærkt afhængighedsskabende produkt, men i Danmark findes der ingen lovgivning på området.

»Det ville give god mening, hvis der blev lavet en lov, hvor man skal indberette hvilke stoffer, produktet indeholder. Vi ved, at nikotin er et psykofarmaka, der påvirker hjernen og centralnervesystemet. Når vi ikke kender indholdsstofferne, har vi svært ved at vurdere risikoen ved produktet,« siger Niels Them Kjær, der er projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse er tobakssnus mest udbredt blandt unge mænd. Niels Them Kjær mener, at Zyns markedsføring er meget problematisk.

»Zyn er et produkt, der til forveksling ligner snus, og ved at bruge unge influencere gøres snus til et attraktivt livsstilsprodukt blandt børn og unge. Markedsføringen gør dem fortrolige med snus og får dem til at interessere sig for det,« siger han.

Hos Kræftens Bekæmpelse vil man have, at myndighederne tager ansvar.

Hos Swedish Match, der sælger og markedsfører Zyn, afviser man kritikken fra Kræftens Bekæmpelse.

»Vil de ikke bekæmpe kræft? Så bør de jo byde Zyn velkommen. Jeg stiller gerne op til en debat med dem,« siger Patrick Hildingsson, der er underdirektør i Communication og Public Affairs hos Swedish Match.

Til spørgsmålet om Zyns brug af influencere på Instagram forklarer Patrik Hildingsson, at det handler om at blive set.

»Det er i vores interesse at gøre forbrugere klar over, at vi findes. Jeg kan ikke se, at dét, at vi anvender sociale medier, er hverken værre eller bedre end måden, andre nikotinprodukter markedsføres i Danmark på,« siger han.

Patrick Hildingsson mener ligesom Kræftens Bekæmpelse, at der bør være en lovgivning, hvor produkter som Zyn er omfattet. Indtil nu har Swedish Match selv sat en aldersbegrænsning på 18 år på produktet.

»Vi samarbejder ikke med nogen, der ikke vil leve op til aldersgrænsen, og vi er meget tydelige med, at produktet indeholder nikotin og er afhængighedsskabende,« siger Patrik Hildingsson.

BRANCHENYT
Læs også