Erhverv
0

Spies-ejer ramt af milliardunderskud - styrtdykker på børsen

Rejsegiganten Thomas Cook er kommet igennem første halvdel af sit regnskabsår med et milliardtab.

Thomas Cook Group ejer det danske rejseselskab Spies. Foto: Arne Dedert/AP

Det danske rejseselskab Spies' britiske ejer har ikke kunnet ryste krisen af sig. Thomas Cook Group er kommet igennem de første seks måneder i sit forskudte regnskabsår med et dundrende underskud på 1,46 mia. pund svarende til 12,65 mia. kr.

Størstedelen af underskuddet kommer fra en nedskrivning af goodwill i forbindelse med sammenlægningen med My Travel tilbage i 2017, men driften har også givet underskud.

I de første seks måneder af selskabets foregående regnskabsår endte driftsresultatet på minus 170 mio. pund, men det lyder nu på 245 mio. pund svarende til 2,1 mia. kr.

Og der er ikke udsigt til, at rejseselskabet får medvind henover sommeren.

»Den politiske usikkerhed i forbindelse med brexit i Storbritannien de seneste måneder har ført til lavere efterspørgsel på sommerferier i industrien. Vi har ikke set nogen ændring i mønsteret for bestillingerne, i ugerne efter at brexit blev udsat,« lyder det i regnskabet.

Kombinationen af det store underskud og udsigten til en svag sommer har investorerne reageret ved at sende rejseselskabet ud i et styrtdyk på London Stock Exchange.

Aktien er nede med mere end 18 pct. Dermed er det store rejseselskabet faldet med næsten 40 pct. på børsen i år, og de seneste 12 måneder lyder faldet på mere end 86 pct.

Thomas Cook slæber rundt på en gæld på 1,25 mia. pund, hvilket svarer til 10,7 mia. kr. I samme periode i fjor lød gælden på 886 mio. pund.

BRANCHENYT
Læs også