Erhverv

Nike og Adidas kalder Trumps importtold for "katastrofal"

Nike og Adidas er to af de helt store navne, der står som afsender på et brev til USA's præsident, Donald Trump, hvori samlet 173 producenter af sko kalder præsidentens kommende importtold på fodtøj fra Kina på 25 pct. for "katastrofal for vore forbrugere, vore selskaber og for den amerikanske økonomi som helhed".

Foto: AP/Susan Walsh

Det åbne brev, som er blevet offentliggjort mandag på brancheorganisationen Footwear Distributors and Retailers of Americas hjemmeside, er også stilet til finansminister Steven Mnuchin og USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, amerikanernes to topforhandlere i handelskrigen med Kina, samt Larry Kudlow, der er Trumps øverste økonomiske rådgiver.

Det skriver Bloomberg News

- På vegne af vore hundrede millioner af fodtøjsforbrugere og hundrede tusinde af medarbejdere beder vi dig om øjeblikkeligt at stoppe dette tiltag om at øge deres skattebyrde, hedder det i brevet til Donald Trump.

- Dit forslag om at lægge tariffer på al import fra Kina er at bede den amerikanske forbruger om at betale regningen. Det er på tide at bringe denne handelskrig til ophør.

I brevet forsikrer producenterne, som tegner sig for et årligt salg af fodtøj på 3 mia. dollar i USA, om, at tolden absolut er noget, som forbrugerne kan mærke. Det står i modsætning til Donald Trumps påstand om, at Kina betaler regningen. Senest har Larry Kudlow dog erkendt, at der er en regning at betale på "begge sider".

I sidste uge offentliggjorde handelsrepræsentantens kontor en liste med kinesiske varer, der tegner sig for en årlig importværdi af 300 mia. dollar, som planlægges pålagt told på 25 pct. Herunder altså også fodtøj.

- Vi tjener ikke nok til at absorbere det. Den eneste måde, det kan absorberes, er at videresende det til forbrugeren, siger siger Michael Jeppesen, global direktør i Wolverine World Wide, til Bloomberg News.

Footwear Distributors and Retailers of America har beregnet, at amerikanske forbrugere betalte 7 mia. dollar mere i detailhandelen, herunder for sko og støvler, i 2018 på grund af toldsatserne fra handelskrigen med Kina.

Læs også