Erhverv
0

Ny bjerg-lufthavn har intet kontroltårn - men sit første flyselskab

Det første flyselskab har meldt sin ankomst i Scandinavian Mountains Airport, der efter planen også skal tiltrække danske turister.

Scandinavian Mountains Airport skal efter planen have trafik med både rute- og charterfly. Lufthavnen får kapacitet til at håndtere fire fly på samme tid. Foto: Scandinavian Mountains Airport.

Den bliver verdens første lufthavn uden et kontroltårn og skal ligge i et bjergområde på grænsen mellem Sverige og Norge. Og så er meningen, at den også skal tiltrække en hel del danske turister.

Om syv måneder åbner Scandinavian Mountains Airport, og nu har det første flyselskab meldt sin ankomst i lufthavnen. Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.

Det er det svenske flyselskab BRA (Braathens Regional Airlines), som åbner for trafik fra Scandinavian Mountains Airport, når den efter planen åbner den 22. december i år.

Flyselskabet, der er ejet af nordmanden Per G. Braathen, og hvis historie går tilbage til 1946, åbner ruter fra Stockholm, Göteborg, Malmø, Ängelholm og Växjö.

»Med BRA som det første flyselskab starter en ny æra for vores region,« siger Brett Weihart, direktør for Scandinavian Mountains Airport, i pressemeddelelsen.

Bag den nye bjerg-lufthavn står en kreds af lokale og regionale investorer. Den samlede pris for byggeriet er på 900 mio. kr., og placeringen bliver ved den svenske skisportsdestination Sälen.

Herfra er der kun 40 minutters kørsel til Trysil i Norge - et yndet mål for mange skiløbere.

Scandinavian Mountains Airport skal efter planen have trafik med både rute- og charterfly. Lufthavnen får kapacitet til at håndtere fire fly på samme tid og bliver også udstyret med bl.a. butikker, taxfreeshop og en restaurant.

Det helt usædvanlige ved lufthavnen er, at den - som den første i verden - ikke får noget kontroltårn. Flyene i lufthavnen skal i stedet ledes fra et kontrolcenter i Sundsvall - 250 kilometer derfra. Til opgaven får flyvelederne hjælp af en skov af kameraer, mikrofoner og signaludstyr, som placeres i og omkring den nye lufthavn.

Den helt store målgruppe for lufthavnen er skiturister. Selve den region, som lufthavnen ligger i, er Skandinaviens største vinterdestination med over 100.000 senge fordelt på hoteller, lejligheder og hytter - og et skiområde med omkring 250 alpine pister.

Udover sit første flyselskab har Scandinavian Mountains Airport også fået sin officielle IATA-kode godkendt. Det skriver branchemediet check-in.dk. En IATA-kode er en tre-bogstavs-kode, som betegner lufthavne rundt om i verden.

Scandinavian Mountains Airport har fået koden SCR, som nu er synlig i de såkaldte IATA-systemer. Dermed kan flyselskaberne begynde at indtaste deres ruter for den kommende vintersæson, skriver check-in.dk.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også