Erhverv
0

Efter millioninvestering: Dansk startup vokser med rekordfart i udlandet

Abonnementsvirksomheden Goodiebox vokser massivt i udlandet, og virksomheden har tredoblet omsætningen på blot ét år.

De to stiftere af Goodiebox Rasmus Schmiegelow (venstre) og Nikolaj Leonhard-Hjort. 
Foto: Copus

Matas-rivalen Goodiebox, der sælger kosmetik på abonnement, har stor succes i Danmark og sætter nu alt ind på at kapre udenlandske kunder.

Virksomheden begyndte sidste år at indtage det hollandske marked, og siden sidste år har Goodiebox tredoblet både omsætning og antallet af abonnementer.

I april i år lød omsætningen på 11 mio. kr., mens omsætningen for et år siden, i april 2018, var ca. 4,6 mio. kr. Det seneste år er antallet af abonnenter steget fra 28.000 til 77.000, og tæt på halvdelen af alle medlemmer er nu udenlandske.

»Nu er vi en syv år gammel virksomhed, så vi har øvet os lidt i Danmark, og vi har overvejet meget, hvilket marked i udlandet, der skulle være det første. Holland blev førstevalget, og der startede vi sidste år. Vi måtte opjusterede budgettet tre gange, fordi vi blev overrasket over efterspørgslen, og vores kontor i Amsterdam voksede også markant hurtigere end forventet. Men vi kommer stadig ud af 2019 med et underskud, og det er forventet,« siger Rasmus Schmiegelow, ejer og direktør i Goodiebox.

Han tilføjer, at selskabet ville generere overskud, hvis man tog den danske forretning isoleret set.

»Vi regner med, at det vil tage tre år at skabe overskud i Holland, så vi kan formentlig høste frugterne hurtigere nu, fordi vi har to investorer med ombord.«

Siden er både Belgien og Norge kommet til som nye markeder for den hurtigt voksende beautyvirksomhed, men selvom antallet af abonnenter vokser år for år, er der endnu et stykke vej til sorte tal på bundlinjen.

Goodiebox har i de seneste to regnskabsår haft underskud. Senest blev det i 2017/2018 til et underskud efter skat på lidt over 1,8 mio. kr.

Virksomheden fik dog en kapitalindsprøtjning af serieiværksætteren Morten Strunge, der i 2017 og 2018 har skudt mere end 10 mio. kr. i virksomheden.

Totalt set har Goodiebox omkring 90 medarbejdere, og på blot et år har den fordoblet antallet af medarbejdere.

Selskabets forretningsmodel består i en abonnementsordning, hvor medlemmerne månedligt modtager en ”goodiebox” med en række produkter. Medlemmerne har ikke kendskab til boksens indhold på forhånd.

Goodiebox sender i juni de første æsker til 2000 nye medlemmer i Sverige, og senere på året ekspanderer de til fire yderligere markeder i Europa, heriblandt Tyskland.

Goodiebox blev stiftet i 2012 af Rasmus Schmiegelow og Nikolaj Leonhard-Hjorth.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også