Erhverv
0

Forvirring blandt analytikere: Har Mærsk indledt en priskrig?

Flere analytikere sætter spørgsmålstegn ved Mærsks valg om at skære sine priser og indlede en priskrig. Men sådan en priskrig findes slet ikke, lyder det fra topchefen Søren Skou.

»Jeg kan absolut afvise, at vi har igangsat en priskrig,« var svaret fra Mærsk-topchefen Søren Skou til investorerne. Foto: Nanna Navntoft
Har A.P. Møller-Mærsk startet en priskrig eller ej?

Det var et af de varme emner, da analytikere stillede Søren Skou, adm. direktør for Mærsk, spørgsmål på en investorkonference i kølvandet på kvartalsregnskabet fredag.

Svarene fra topchefen efterlod imidlertid undren.

»Jeg kan absolut afvise, at vi har igangsat en priskrig. Det er sikkert at sige, at vi har nul hensigt om at gøre det. Vi er fokuseret på profitabilitet og at generere penge,« lød det fra Søren Skou på telekonferencen.

En artikel på mediet The Loadstar havde ellers beskrevet, hvordan Mærsk havde skåret sine listepriser på containerfragt - de såkaldte FAK-rater - med 300 dollar på ruten mellem Asien og Nordeuropa. Det havde ifølge transportmediet affødt en række prisnedslag hos konkurrenterne.

Da en anden analytiker trak emnet op igen, lød meldingen fra Søren Skou:

»Jeg er simpelthen ikke vidende om, at vi har skåret vores FAK rate dramatisk fra Asien til Europa. Vi har ingen interesse i at gøre det.«

Mærsk har da heller ikke sænket raterne med 300 dollars på ruten, bekræfter koncernen. Sådan en manøvre fremgår heller ikke af oversigten over selskabets rateudmeldinger.

En mulighed er, at forvirringen er opstået, hvis Mærsk havde håbet på at hæve raterne på ruten med 300 dollars. Reglerne i visse jurisdiktioner dikterer, at rederier skal indberette forventede ratehop frem i tiden. Men hvis Mærsk vælger at fortryde, fordi ingen på tidspunktet for ratehoppet vil betale prisen, kan rederiet fortsætte med den gamle pris. Prisfaldet ville altså komme på baggrund af en stigning, der aldrig fandt sted.

De senere år har verdens største rederier kæmpet for at gøre industrien profitabel, blandt andet ved slå sig sammen med hinanden, holde igen med nye skibsbestillinger og undgå ødelæggende priskrige. Her har Mærsk som verdens største rederi haft en hovedrolle.

BRANCHENYT
Læs også