Erhverv

Kinas Amazon vil rejse 20 mia dollars i frisk kapital

Kinesiske Alibaba, der driver landets største e-handelsplatform, overvejer at rejse 20 mia. dollar i frisk kapital ved at gennemføre en sekundær notering af aktien, som allerede handles på New York Stock Exchange.

På bare to årtier er kinesiske Alibaba vokset til en af det største aktører i den globale e-handel. Foto: AP

Tankerne går på en notering i Hongkong, og det vil bringe Alibaba, der er Kinas største selskab og det kinesiske var på amerikanske Amazon, tættere på de hjemlige investorer, som altså stadig skal til USA for at købe aktien. Måske en gang i andet halvår af 2019.

Det erfarer Bloomberg News fra folk med kendskab til sagen.

Alibaba debuterede oprindeligt på børsen i 2014, da selskabet solgte aktier for 25 mia. dollar, hvilket fortsat er det største aktiesalg i historien, ifølge Bloomberg News. Beslutningen dengang om at blive noteret i USA og ikke hjemme i Kina skyldtes, at Alibaba ikke kunne få myndighedernes godkendelse i Hongkong på grund af sin todelte aktiestruktur.

De samme myndigheder godkendte dog sidste år for første gang en ekstra aktieklasse for både mobilproducenten Xiaomi og madudbringskæmpen Meituan Dianping, og det har åbnet vejen for Alibabas mulige sekundære notering.

Alibaba er faldet med 22 pct. på børsen i USA i år, men har alligevel en markedsværdi på 400 mia. dollar.

Læs også