Erhverv

Mærsk-konkurrent løfter sparemål efter første kvartal

A.P.Møller-Mærsks franske containerrival CMA CGM har i forbindelse med sit regnskab for første kvartal af 2019 løftet sit sparemål med 300 mio. dollar til 1,5 mia. dollar på baggrund af planer om yderligere at strømline sin organisation og sit rutenetværk.

Spareplanen, der går under navnet "Agility", blev lanceret i 2016, og så sent som i marts i forbindelse med årsregnskabet for 2018 løftede rederiet sit mål om besparelser til 1,2 mia. dollar.

- Siden lanceringen har denne plan allerede realiseret besparelser på 245 mio. dollar om året gennem rationaliseringer af nogle af gruppens ruter, øget operationel effektivitet, lavere logistikomkostnigner, nye partnerskaber med gruppens leverandører og implementeringen af innovative tekniske løsninger om bord på dens skibe for at reducere energiforbruget og CO2-fodaftrykket, hedder det.

Rationaliseringerne betyder, at CMA CGM, der er koncernens globale brand, vil være ene om at sejle på de transatlantiske ruter og på ruterne mellem Asien og Europa, Middelhavet, Caribien og mellem Europa og Mellemøsten og Indien.

APL vil til gengæld fokusere på fragten over Stillehavet, mellem Asien og Indien og den interne fragt i Asien samt servicen til og fra USA. ANL vil samtidig fortsat være hovednavnet på fragten i Oceanien.

BRANCHENYT
Læs også