Erhverv
0

Milliardær og tøjboss sigtet for overgreb på pilates-instruktør

Green er formand for tøjimperiet Arcadia Group, der blandt andet står bag Topshop.

Phillip Green fik ridderordenen i 2006 for sit arbejde for detailbranchen med sit handelskonglomerat, der omfatter butikskæderne Topshop, Burton, Dorothy Perkins, Miss Selfridge, Wallis, Evans og Outfit.  Arkivfoto: REUTERS/Mary Turner/File Photo

Myndighederne i Arizona har netop sigtet den britiske milliardær Philip Green for at have begået seksuelle overgreb på en pilates-instruktør.

Det skriver flere internationale medier som Bloomberg og The Guardian.

Anklagen går på, at Philip Green gentagne gange har krænket pilates-instruktøren seksuelt under pilatestimer på hotellet Canyon Ranch Luxury Resort i Tucson i Arizona tilbage i 2016.

Yderligere beskrivelser af pilates-instruktørens anklager kan læses hos The Guardian.

»Hver anklage (af de fire, red.) kan give op til 30 dage i Pima County-fængslet, en bøde på højst 500 dollars og op til et års prøvetid,« siger Lauran Deakin, der er Pima Countys amtsadvokat, i en erklæring ifølge Bloomberg.

Sagen kommer efter en tumultarisk tid for tøjbossen.

Sidste år kom det frem, at Philip Green, der er formand for bestyrelsen i det britiske tøjimperium Arcadia Group, der blandt andet står bag Topshop, blev anklaget for forsøg på at lukke munden på tidligere medarbejdere.

Medarbejderne påstod blandt andet, at han havde krænket dem seksuelt og opført sig racistisk over for dem.

I sidste måned valgte popstjernen Beyoncé på baggrund af anklagerne at tilbagekøbe sit tøjmærke Ivy Park fra Topshop, og hun har i stedet meddelt, at hun fremover vil samarbejde med Adidas.

Philip Green nægter sig skyldig i de gamle såvel som de nye anklager.

Sagen med pilates-instruktøren bliver genoptaget i retten i Tucson den 19. juni, fremgår det i retsdokumenterne.

BRANCHENYT
Læs også