Erhverv

Verdens rigeste mand uddeler gode råd til entreprenører

Jeff Bezos, grundlægger af Amazon, har givet flere bud på, hvad der skal til for at forvandle den gode idé til en god forretning.

Store fejl er uundgåelige, hvis man vil have stor succes, mener Jeff Bezos, grundlægger af Amazon. Foto: AP Photo/Cliff Owen

Gør dig klar til at fejle.

Sådan lyder et af flere råd til enhver, der ønsker at starte egen virksomhed, fra verdens rigeste mand.

Jeff Bezos, grundlægger af e-handelsplatformen Amazon, talte torsdag til en konference i Las Vegas. Her blev han ifølge Business Insider spurgt, hvilke råd, han ville give entreprenører, som ønsker at træde i hans fodspor.

»Du skal være villig til at tage risici. Hvis du har en forretningsidé uden risici, er nogle andre formentlig allerede ved at føre den ud i livet. Du skal have noget, som måske ikke kan lade sig gøre. Det skal på mange måder være et eksperiment,« lød det fra Bezos.

Han tilføjede, at store fejl er nødvendige for at opnå stor succes.

Den 55-årige forretningsmand stiftede Amazon i 1995. Dengang havde han 10 ansatte. På knap 25 år er Amazon blevet et af planetens mest værdifulde selskaber med en anslået kapitalværdi på 860 mia. dollars.

For Bezos har risikovillighed har været en central drivkraft. Det samme har passion. Mange entreprenører konkurrerer på et mættet marked, og her kan passion være afgørende for at skille sig ud i mængden.

Men vigtigst af alt er at holde fokus på forbrugerne.

»Du skal ikke bare dække deres behov men henrykke dem fuldstændig,« sagde Jeff Bezos.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også