Erhverv
0

Riis og rigmænd har hul i kassen: Skyder nye millioner i cykelkoncern

Virtu Cycling Group kom ud af 2018 med et underskud på 18,8 mio. kr. Ejerkredsen har hjulpet med frisk kapital.

Bjarne Riis (tv.) Lars Seier Christensen (midten) og Jan Bech Andersen (th.) ejer sammen koncernen Virtu Cycling Group, der igen har et tocifret millionunderskud. Fotos: Lars Poulsen

Danske Virtu Cycling Group, der driver en række aktiviteter inden for cykling, fortsætter med at bløde millioner.

Helt nøjagtigt blev underskuddet i 2018 på 18,8 mio. kr. Det viser et nyt regnskab fra cykelkoncernen, der er ejet af den tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis, Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen og Brøndby-hovedaktionæren Jan Bech Andersen.

Virtu Cycling Group

I september 2017 skiftede Riis Seier Denmark navn til Virtu Cycling Group. Samtidig skiftede koncernens brands og datterselskaber navn. Ordet Virtu er et gennemgående tema i koncernen, fordi større dele af forretningen er funderet i det virtuelle.

Her er Virtu Cycling Groups virksomheder:

  • Virtu Cycling Gear: Forretningsområde med fokus på salg af cykeltøj fra mærkerne Sportful og Castelli.
  • Virtu Business Club: Danmarks største erhvervsnetværk for cykelinteresserede. Består af mere end 300 virksomheder fordelt på seks byer rundt om i landet. Flere byer er på vej med i netværket.
  • Virtu Travel: Rejseselskab med fokus på skræddersyede cykelture til nogle af de mest kendte ruter inden for cykelsporten.
  • Virtu Villas: En større villa i Toscana, som kan bruges til træningslejre, konferencer eller seminarer.
  • Virtu Go: Træningsplatform designet af tidligere professionelle cykelryttere, som hjælper med at planlægge og eksekvere motionen på cyklen.
  • Team Virtu Cycling: Professionelle cykelhold for både damer og herrer. Damernes hold er på World Touren, mens herrerne har et kontinentalhold, som nu går under navnet Team Waoo.

Underskuddet betegnes som »utilfredsstillende« i det nye regnskab, hvor det også fremgår, at koncernen har iværksat en ny strategi og omstrukturering, som skal sætte gang i væksten.

»Der forventes en positiv udvikling i selskabets aktiviteter i det kommende år. Allerede i budgettet for 2019 forventes selskabet at reducere underskuddet fra ca. 19 mio. kr. til ca. 5 mio. kr. Selskabet forventer et begrænset underskud i 2019 som en del af en kontrolleret konsoliderings- og vækstfase,« står der i Virtu Cycling Groups regnskab.

Dagen inden årsregnskabets afslutning tilførte ejerkredsen 19,3 mio. kr. i frisk kapital til Virtu Cycling Group. Alligevel slog underskuddet hul i pengekassen, da egenkapitalen ved årsregnskabets afslutning var negativ med 12,6 mio. kr.

Det har for nylig fået Bjarne Riis, Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen til lommerne igen for at sikre likviditeten. I slutningen af april lavede de således en kapitalforhøjelse på 7,8 mio. kr. til koncernen.

Virtu Cycling Group består af en række forretningsområder, heriblandt en erhvervsklub, salg af cykeludstyr og et rejseselskab. Omdrejningspunktet er dog professionelle cykelhold for både herrer og damer.

Datterselskabet bag de professionelle cykelhold, Virtu Professional Cycling ApS, kom ud af 2018 med et underskud på 7,1 mio. kr.

I 2018 var cykelholdene medfinansieret af ejerkredsen. Men i 2019 forventes det, at cykelholdene bliver en forretning, der går i nul, fordi holdene nu er fuldt finansieret af sponsorater.

Herreholdet har fået Waoo som hovedsponor og har i den forbindelse taget navneforandring, mens kvindeholdet fortsat hedder Team Virtu Cycling.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også