Erhverv

Apple dropper stort datacenter i Danmark

Byggeriet skulle have kostet omkring seks milliarder kroner, men bliver nu ikke til noget.

Det nye datacenter lidt uden for Aabenraa skulle ligge på en grund, der har et areal svarende til 400 fodboldbaner.

Den amerikanske it-gigant Apple vil alligevel ikke bygge et kæmpemæssigt datacenber lidt vest for Aabenraa.

I en kort telefonsamtale tirsdag har Apple meddelt Aabenraa Kommune, at man ikke vil fortsætte byggeriet på den 285 hektar store grund. Det skyldes angiveligt, at Apple vil koncentrere sig fuldt ud om sit nye datacenter i Viborg.

»Det kommer fuldstændigt uventet for os,« udtaler direktør i Aabenraa Kommune, Stig Isaksen, i en pressemeddelelse.

Apple annoncerede i sommeren 2017, at man havde købt 285 hektar jord til etablering af et stort datacenter. Senere samme år købte Google en meget stor nabogrund til Apple.

»Dette er uden tvivl et uønsket bump på vejen for Aabenraa Kommunes lange indsats for at skabe arbejdspladser og øget bosætning ud af etableringen af datacentre i Aabenraa Kommune. Heldigvis er Apple ikke den eneste spiller på det marked,« udtaler borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen (V).

Aabenraa Kommune vil nu forsøge at finde en anden køber til datacentergrunden i Kassø.

»Som vores datacenterstrategi tydeligt beskriver, har vi en målrettet strategisk indsats, som bl.a. sigter mod to datacentre i drift og to under planlægning i 2022. Det mål arbejder vi stadig benhårdt for at nå, selvom Apples uventede besked i dag nok risikerer at forsinke os,« udtaler borgmester Thomas Andresen.

Alene målt på arealet ville det nye Apple-datacenter i Aabenraa have været større end alle hidtidige datacenterprojekter i Danmark tilsammen. Byggegrundens areal svarer til 400 fodboldbaner.

Apple er i forvejen i gang med at bygge et datacenter i Viborg og ventes også at åbne et datacenter i Odense i 2020.

I marts droppede Facebook et datacenter i Esbjerg.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også