Erhverv
0

Sådan har du aldrig været inde i en jumbojet før

Ny kæmpe undervandspark i Bahrain vil sænke et 70 meter langt Boeing 747-fly, som gæster skal kunne dykke i.

Sådan ser det angiveligt ud, når jumbojetten er på plads i den nye undervandspark, der ifølge styret i Bahrain skal åbne til august 2019. Foto: Bahrains turistministerium.

Højere, større, vildere, længere. Det synes tit at være parolen, når de rige sheiker i oliestaterne Bahrain, Qatar og Kuwait prøver at overgå hinanden i høje bygninger, vilde hoteller eller overdådige indkøbscentre med indendørs skiløjper.

Nu er endnu en vild idé ved at blive til virkelighed. Ifølge CNN er styret i Bahrain i gang med at opføre en gigantisk udervandspark på 10.000 kvadratmeter - men ikke en hvilken som helst undervandspark.

Ud for kysten ved byen Diyar Al Murraq, der ligger ved syv kunstige øer, er man i gang med at konstruere verdens største undervandspark, der i vanlig olie-arabisk luksus stil skal indeholde replika af Bahrains berømte handelskammer, et kunstigt koralrev, forskellige skulpturer samt hobvedattraktionen: Et Boeing 747 jumbojet, der bliver sænket ned i dybet, så dykkere kan udforske det.

Flyet, der er 70 meter langt bliver dermed det største af sin art til at blive sænket i havet, ifølge Bahrains minister for handel og turisme, Rashid Al Zayani.

Det er dog langt fra første gang, at et fly ryger i dybet - med vilje - for at skabe turisme for dykkere. I USA sænkede man i 1993 et Boeing 727 ud for Miamis kyst og også i staten Illinois ligger et Boeing-fly af 727-typen på havbunden.

I Tyrkiet har man placeret en Airbus ud for den Ægæriske kyst for at fremelske et kunstigt opdyrket koralrev. Det er nemlig kendt metode, at gamle fly- og skibsskrog kan virke som ”grundsten” for senere koralrev.

Ifølge embedsmænd fra Bahrain vil den nye undervandspark møde alle miljømæssige standarder, og flyet vil ifølge CNN blive højtryksspulet og oversprøjtet med biologiske skyllemidler, der skal sikre at tidligere overfladebehandlinger, olierester og andet potentielt miljøskadeligt er fjernet, inden flyet sænkes i dybet.

I det hele taget er undervandsparken i Bahrain en del af en ny tendens i global undervandsturisme, skriver CNN. På Maldiverne har man bygget et undervandshotel, og i Forida kan man besøge det amerikanske undervandsmuseum.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også