Erhverv
0

Norwegian 737 MAX 8-fly tvunget til landing under flytning

En Boeing 737 MAX 8 fra Norwegian blev onsdag tvunget til at lande i Paris, da det skulle flyttes fra Malaga til Stockholm.

Det pågældende fly havde siden 12. marts været parkeret i Malaga Lufthavn, da der blev udstedt et flyveforbud mod flytypen. Norwegian ville dog flytte flyet til Stockholm.

Det skriver mediet check-in.dk.

Derfor lettede det fra Malaga onsdag morgen for at foretage en såkaldt positioneringsflyvning - en flyvning uden passagerer - til Stockholm.

Flyet nåede dog kun til det nordlige Frankrig, før det blev tvunget til at lande af både franske og tyske myndigheder, skriver check-in.dk. Flyet måtte derfor lande i lufthavnen Paris-Vatry.

Andreas Hjørnholm, kommunikationschef i Norwegian, forklarer til mediet, at flyselskabet havde fået alle nødvendige tilladelser til flyvningen fra den europæiske luftfartsmyndighed, EASA.

Boeings 737 MAX 8-fly kom i fokus, efter at netop den flytype var involveret i to dødelige flystyrt i oktober sidste år og marts i år. Det har fået flere lande og myndigheder til at holde flytypen på jorden.

BRANCHENYT
Læs også