Erhverv
0

Kriseramt tøjgigant reddet fra kollaps

Arcadia Group, som bl.a. ejer butikskæderne Topshop og Miss Selfridge, får lov til at overleve, men planen koster butikslukninger.

Tøjkoncernen er reddet på målstregen, men det koster både forretningslukninger og tusindvis af jobs. 
Foto: ISABEL INFANTES

Den store britiske modekoncern Arcadia Group, der står bag både Topshop og Miss Selfridge, er reddet fra et kollaps. Men redningsplanen koster 48 butikslukninger og lidt over 1.000 fyringer.

Det skriver BBC.

Det var ellers uhyre tæt på at gå galt for selskabet, der stod med en gæld på 179 mio. dollars, og hvad virksomheden selv beskriver som »hidtil usete markedsforhold i detailbranchen.«

Men nu er Arcadia Groups kreditorer nået til enighed om en plan for at redde selskabet, der dog alligevel kommer til at koste både forretninger og jobs på verdensplan.

Foreløbigt er der tale om 23 butikslukninger og 520 fyringer. Over årene skal yderligere 25 forretninger lukkes, hvilket betyder flere afskedigelser.

Alligevel er Arcadia Group optimistisk omkring fremtiden.

»Fra i dag har vi de rigtige strukturer på plads til at reducere vores omkostninger og til at skabe en finansiel platform for selskabet, så vi fremadrettet kan skabe vækst igen,« siger direktøren for Arcadia Group, Ian Grabiner, til BBC.

Redningsplanen kommer efter en omstrukturering af selskabet efter indgivelse af konkursbeskyttelse.

Ifølge Arcadia Group, der ejer størstedelen af Topshop-imperiet, står tøjkæden dog stadig over for store udfordringer på detailmarkedet.

»På grund af ændrede forbrugsvaner og stadigt stigende onlinekonkurrence har vi overvejet alle strategiske muligheder for at kunne få koncernen tilbage til en stabil finansiel platform,« har Ian Grabiner udtalt.

Arcadia Group ejer mere end 500 Topshop-forretninger verden over, men formanden bag, milliardæren Phillip Green, fik for nyligt en sag på halsen, der har skabt udfordringer for forretningen.

Efter en række påstande om seksuel chikane mod Philip Green valgte popstjernen Beyoncé at tilbagekøbe sit undermærke Ivy Park fra Topshop. For blot en måned siden meddelte hun, at Ivy Park nu istedet vil samarbejde med Adidas.

Udover Topshop ejer Arcadia Group også andre kendte tøjmærker som Burton, Dorothy Perkins, Evans, Outfit samt en række andre butikker i Storbritannien og Irland.

BRANCHENYT
Læs også