Erhverv
0

Vestas-rival stiger 12 pct. efter skriverier om canadisk interesse

Det har tidligere været fremme i medierne, at Vestas angiveligt har været i forhandlinger om at købe en kontrollerende aktiepost i den indiske rival, men 3. juni udløb perioden for et tilbud, som den danske vindgigant eventuelt skulle have lagt. Foto: Janus Engel

Den indiske vindmølleproducent Suzlon Energy stiger mandag morgen 12,1 pct. på børsen i Mumbai, efter en historie om at selskabet har tilbudt at sælge aktiemajoriteten til canadiske Brookfield.

Det skriver det indiske medie Economic Times med henvisning til anonyme kilder med kendskab til sagen.

Economic Times erfarer, at vindmølleproducenten har fortalt sine långivere, at den canadiske investor Brookfield er interesseret i at erhverve aktiemajoriteten, hvilket ville være en livline til selskabet til at tilbagebetale lån.

Det har tidligere været fremme i medierne, at Vestas angiveligt har været i forhandlinger om at købe en kontrollerende aktiepost i den indiske rival, men 3. juni udløb perioden for et tilbud, som den danske vindgigant eventuelt skulle have lagt.

Den primære årsag til, at parterne ikke kunne nå til enighed, var, at de havde forskellige syn på værdiansættelsen, skrev mediet CNBC-TV18 med henvisning til anonyme kilder med indblik i sagen.

CNBC-TV18 kunne i februar fortælle om Vestas' interesse i Suzlon. Den danske vindmølleproducent var angiveligt interesseret i at lægge et beløb tæt på 1 mia. euro, svarende til 7,47 mia. kr., for en majoritetsandel i selskabet, lød det fra anonym kilder.

Vestas betonede i en kommentar til CNBC-TV18, at vindmølleproducentens strategi er baseret på organisk vækst, hvorefter der blev henvist til Suzlon for "mere klarhed omkring deres situation".

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også