Erhverv
BREAKING
0

BMW klar med konkurrent til Porsche Panamera

Den nye BMW 8-serie knopskyder med den forholdsvis rummelige femdørs Gran Coupé, der får fire regulære pladser samt et mindre ekstra midtersæde.

Den nye store BMW 8-serie Gran Coupé bliver et elegant alternativ i klassen for de store, kraftfulde femdørs rejsevogne med et sportsligt touch. Foto: BMW Instrumenteringen er fuldt digital og omfatter bl.a. head-up display og styring med gestikulering. Foto: BMW Gran Coupé-modellen er en snes cm længere mellem akslerne end de almindelige coupéer og cabrioleter. Foto: BMW
BMW

BMW vil også have en lang, lav og bred GT-model med fire døre, ligesom Porsche har det med Panamera.

Det sker med den nye 8-serie Gran Coupé, som er en knopskydning af de forholdsvis nye 8-serie coupé- og cabriolet-modeller.

Gran Coupéen måler dog en snes cm mere mellem akslerne end de andre modeller for at gøre plads til bagdøre i bilen, som også er både højere og bredere agterude.

Større karosseri

BMW kalder bilen for en 4+1, hvilket betyder, at der er plads til fem, men at midterpladsen på bagsædet er bedst til korte ture. Benplads og hovedhøjde er dog markant forbedret i forhold til de andre modeller, og bagagerummet er vokset med 20 liter, så det nu er på 440 liter.

Samtidig kan ryglænet her deles op som splitbagsæde.

Det større karrosseri betyder også, at bilen har taget 70 kg på og har fået en baghjulsopsætning med andre fjedre og støddæmpere.

Motorbestykningen omfatter to benzinmotorer og en diesel. Det drejer sig om 840i og 840i xDrive, der har en 3,0 liters sekscylindret benzinmotor på 340 hk, 840d xDrive med en 3,0 liters sekscylindret diesel på 320 hk samt topmodellen M850 xDrive, der er udstyret med en 4,4 liters V8-motor med 530 hk. Den klarer paradedisciplinen 0-100 km/t. på 3,9 sek. Men BMW har også bekendtgjort, at der er en mere rendyrket M-model på vej.

Alle modeller har Drivning Experience Control med fire indstillingsmuligheder, mens de firehjulstrukne xDrive-modeller har integral aktiv styring på baghjulene som standard. Alle er elektronisk begrænset til 250 km/t.

Flere muligheder

Inden døre kan føreren sætte sig bag rattet i en bil, der ligner sine søskende. Det betyder, at der er udsigt til en instrumentering med en skærm på 12,3 tommer og en central storskærm på 10,25 tommer. Her er der berøringsfølsom instrumentering med styring ved hjælp af tale eller gestikulering. Men der er også head-up display og trådløs opladning af telefonen. Instrumenteringen omfatter også en smartphone-nøgle, hvor man bl.a. kan tjekke brændstofstanden, eller om vinduerne er helt lukkede.

Midterkonsollen er også forlænget, så den går om til de nye bagsæder, her er også to USB-porte og betjening af klimaanlægget for bagsædepassagererne. Her kan bl.a. opgraderes med et stort panoramaglastag, som skal give mere lys og luftfornemmelse i kabinen.

Den nye model kommer til september. Danske priser og udstyr kendes endnu ikke.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også