Erhverv

3F-formand sendte medlemmers penge til sin lokale fodboldklub

10.100 kr. fra 3F’s chauffører i København er sendt til den sjællandske fodboldklub, hvor 3F-formanden selv er ungdomsformand, mens han stod midt i et opgør i klubben, der kostede træneren jobbet.

Klubben bekræfter over for Finans, at der blev overført penge fra Chaufførernes Fagforening i 3F efter aftale med Jakob Andersen. Arkivfoto

Formanden for ca. 4.500 medlemmer af Chaufførernes Fagforening under 3F i København, Jakob Andersen, overførte den 7. juni 10.100 kr. af medlemmernes penge til den fodboldklub i Holbæk, Holbæk B&I, hvor han selv har en udvalgspost.

På den måde blev der betalt for, at 101 passive medlemmer fik ret til at stemme til en ekstraordinær generalforsamling den 17. juni, hvor det skulle besluttes, om førsteholdstræneren for klubbens kommende 2. divisionshold skulle fyres.

I den konflikt stod Jakob Andersen på spillernes side mod træneren, og da der var tvivl om, hvorvidt passive medlemmer havde stemmeret, skulle de betale 100 kr. pr. mand.

Klubben bekræfter over for Finans, at de penge blev overført fra Chaufførernes Fagforening i 3F.

Jakob Andersen afviste tirsdag i en email, at der var betalt nogle penge:

»Undertegnede kan afkræfte, at Chaufførernes Fagforening understøtter sager af sådanne personlig karakter, det ville aldrig blive godkendt af min bestyrelse,« skrev han.

Finans spurgte igen, om der var overført penge fra fagforeningen til fodboldklubben. I en ny email onsdag lød det:

»Mener jeg har svaret dig fyldestgørende på dine spørgsmål, og jeg har altså ikke yderligere kommentarer for nuværende til denne private sag,« skrev Jakob Andersen.

Finans har også spurgt 3F om en kommentar til sagen. I en email fra presseafdelingen skriver fagforeningen:

»Det er klart, at man ikke skal sammenblande medlemmernes penge og personlige interesser, men vi kan ikke via de oplysninger, vi har fået, konstatere, at det faktisk er sket. 3F har ikke indsigt i forhold, der vedrører afdelingernes drift. Chaufførernes Fagforening er et af mange medlemmer i forbundet. Chaufførernes Fagforening er en selvstændig organisation med egne vedtægter, ledelse m.v. Henvendelse om sådanne forhold, der vedrører en afdeling, bør derfor rettes til afdelingen.«

Den ekstraordinære generalforsamling 17. juni blev aldrig gennemført, da træneren trak sig lige inden.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også