Erhverv
0

Medie: Bankgigant overvejer at fjerne op mod 20.000 arbejdspladser

Nedskæringerne vil ske på tværs af regioner og virksomheder skriver Wall Street Journal.

Deutsche Bank's hovedkvarter i Frankfurt. 
 Foto: Bloomberg af Alex Kraus.

Deutsche Bank overvejer i øjeblikket, om det er muligt at fjerne 15.000 til 20.000 arbejdspladser globalt. Det svarer til mere end én ud af seks fuldtidsstillinger.

Det skriver Wall Street Journal på baggrund af en hemmelig kilde.

Afskedigelserne vil sandsynligvis sprede sig over flere regioner og virksomheder og vil blive foretaget over en længere periode på over et år.

Forhandlingerne om omstrukturering i den tyske bankgigant fandt ifølge mediet Reuters sted torsdag og fredag, men der er endnu ikke truffet en endelig beslutning vedrørende de mange fyringer.

Flere kilder kunne fortælle Reuters, at medlemmer af bankens bestyrelse har aftalt, at store nedskæringer er nødvendige i særligt den amerikanske del af Deutsche Bank's filialer.

Ifølge mediet Bloomberg vil banken sandsynligvis begynde at informere personalet - herunder i USA og i Asien - allerede i næste uge.

Nedskæringerne markerer adm. direktør Christian Sewings mest afgørende skridt for banken siden afbrydelsen af fusionsforhandlingerne med Commerzbank i april.

Ifølge en meddelelse fra Deutsche Bank var årsagen til bruddet mellem de to banker, at Deutsche Bank vurderede, at en sammenlægning vil være for svær at gennemføre i praksis, og at omkostningerne ville være for store.

»Deutsche Bank er aldrig kommet ud af og fri af finanskrisen. Kombinationen af Deutsche Bank og Commerzbank var ikke baseret på, at to stærke skulle gå sammen, men mere håbet om, at der kunne komme noget godt ud af et fornuftsægteskab,« kunne investeringsøkonomen i Nordnet, Per Hansen, fortælle Finans i april.

Christian Sewings understregede på årsmødet i sidste måned, at Deutsche Bank er villig til at lave 'hårde nedskæringer' for at overbevise investorer om, at han kan vende skuden for Tysklands største bank.

BRANCHENYT
Læs også