Erhverv
0

Mærsk: Fem af de seks største rederier er med på blockchain-platform

Flere store rederier slår sig nu også på blockchain-platformen Tradelens, som A.P. Møller-Mærsk har været med til at udvikle i samarbejde med it-giganten IBM.

Den delvist Mærsk-ejede Port of Tanjung Pelepas i Malaysia. Foto: Leonora Beck

Tyske Hapag-Lloyd og singaporeanske Ocean Network Express (ONE), der konkurrerer med danske Mærsk på markedet for containerfragt, har også tilsluttet sig den digitale shippingplatform, oplyser Mærsk i en pressemeddelelse.

- Tradelens har gjort betydelige fremskridt med at lancere en tiltrængt transformation i branchen - herunder partnerskabsmodellen.

- Nu, hvor fem ud af verdens seks største rederier har forpligtet sig til platformen sammen med mange andre i økosystemet, kan vi sammen accelerere denne transformation for at skabe større tillid, transparens og samarbejde på tværs af værdikæden og bidrage til at fremme global handel, siger Martin Gnass, der er direktør for informationsteknologi hos Hapag-Lloyd, i meddelelsen.

Der er altså for alvor tale om en blåstempling af Mærsk og IBM's digitale platform, som flere konkurrenter ellers til at starte med var lidt tilbageholdende med at blive en del af.

I maj kom det nemlig frem, at også franske CMA CGM og MSC har sluttet sig til den blockchainbaserede platform, og dermed er fem af de i alt seks største containerrederier på verdensplan nu en del af Tradelens. Kinesiske Cosco er derimod fortsat en del af den konkurrerende platform, Global Shipping Network.

Til at starte med havde Mærsk ikke meget held med at lokke de store containerrederier med på platformen, der omvendt havde fået havneterminaler, toldmyndigheder og flere store speditører med om bord.

Tradelens skal hjælpe virksomheder med at flytte og spore gods digitalt på tværs af internationale grænser, og samtidig giver det aktørerne mulighed for at dele information og samarbejde på tværs af leverandørkæden i shippingindustrien.

Flere konkurrenter til Mærsk i shippingindustrien har tidligere sået tvivl om neutraliteten og åbenheden i den digitale platform, der siden har fået navnet Tradelens.

Den kritik har Mærsk forsøgt at komme i møde ved at ændre ejerformen til et mere løst samarbejde, mens det i første omgang var et joint venture mellem Mærsk og IBM.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også