Erhverv

Danske møbel- og tøjforretninger udsat for piratkopiering

Møbel- og tøjbranchen i Danmark ser ofte deres produkter kopieret ulovligt, men kun få gør noget ved det.

Steffen Kejlberg troede, at han havde købt et par lækre Ecco-sandaler for 620 svenske kroner på nettet. I stedet fik han en meget dårlig kopi sendt i en kuvert fra Kina. Foto: Joachim Ladefoged

Har jeg ikke set den før? Hver sjette danske møbel- og beklædningsforretning har været udsat for piratkopiering.

Den type forretninger sætter dermed en kedelig rekord, for det er netop indenfor møbler og tøj, at der oftest sker ulovlig produktkopiering i Danmark.

Det fremgår af en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Indenfor de sidste fem år har 17 pct. af virksomhederne, der arbejder med enten tøj, sko eller møbler fået kendskab til, at deres produkter har været udsat for piratkopiering.

3,4 pct. af virksomhederne i Danmark oplyser desuden, at de har kendskab til, at deres produkter er blevet piratkopieret de seneste fem år. Men for virksomheder, der arbejder med produktion, transport og salg af møbler og beklædning, er andelen med 16,6 pct. markant højere.

»Andelen dækker kun virksomheder, der ved, at deres produkter er blevet ulovligt kopieret. Andelen, der bliver udsat for piratkopiering, kan derfor være langt højere. Endvidere kan piratkopiering inden for nogle områder - f.eks. it og kommunikation - være vanskeligere at spotte end inden for møbler og beklædning,« siger Pétur Sólnes Jónsson, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Men det er ikke kun tøj, sko og møbler, der kopieres ulovligt. Også sundhedsvirksomheder er udsat for ulovlig kopiering, og her melder 8 pct. af virksomhederne, at de har kendskab til piratkopiering af deres produkter indenfor de seneste fem år.

Ifølge Danmarks Statistik ender sagerne dog kun sjældent i retten, for langt over halvdelen af virksomhederne, der ser deres produkter hos andre virksomheder, søger om et forlig eller en anden aftale med modparten. Kun hver fjerde virksomhed rejser et civilt søgsmål i retssystemet.

Det er ulovligt at handle med kopivarer erhvervsmæssigt i Danmark, mens det derimod som udgangspunkt er lovligt at købe kopivarer til privat brug.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også