Erhverv
0

Medie: Nets har sat Betalingsservice til salg

Nets har hyret Credit Suisse til at sælge Betalingsservice.

Topchefen i Nets, Bo Nilsson. Foto: Charlotte de la Fuente.

Nets har hyret den schweiziske storbank Credit Suisse til at sælge Betalingsservice, der har været særdeles udskældt for, hvad flere mener er uhørt høje priser.

Det skriver Børsen.

Den danske betalingskæmpe ventes at kunne score et stort milliardbeløb for Betalingsservice, som menes at være et af de mest indbringende forretningsben i Nets og sammen med området corporate service udgør omkring en tredjedel af Nets’ samlede forretning.

Børsen skriver med henvisning til flere anonyme kilder, at potentielle købere er blevet forelagt salgsmaterialet i løbet af foråret.

»Betalingsindustrien gennemgår i disse år en betydelig konsolidering og internationalisering. Vi afsøger løbende, hvilke muligheder der kan være for at udvide vores tilstedeværelse primært i Europa, men også i resten af verden, gennem organisk vækst, partnerskaber, fusioner og opkøb,« siger pressechef i Nets Søren Winge til Børsen.

»På samme måde modtager vi løbende henvendelser. Såfremt der er dialoger, som fører til noget konkret, vil vi informere herom, og vi har ingen yderligere kommentarer.«

Nets’ bestyrelsesformand Stefan Goetz fra kapitalfonden Hellman & Friedman sagde tidligere på året til Finans, at kapitalfonden var klar til at købe op for et stort tocifret milliardbeløb, så Nets kan blive én af vinderne på det europæiske marked for betalinger.

»Betalinger forandres helt uden fortilfælde i øjeblikket. Det er i den kontekst, at vi virkelig forsøger at bruge Nets’ platform til at bygge en paneuropæisk vinder,« sagde Stefan Goetz.

I den henseende er Betalingsservice forholdsvis ubetydelig, og derudover har der været hård kritik af servicen, som koster 4,32 kr. som standard, hvoraf bankerne modtager omkring halvdelen, hver gang regningerne automatisk betales.

Under ledelse af den tidligere virksomhedskøbmand Bo Nilsson har Nets allerede gennemført snesevis af opkøb for at opnå skala og vækst inden for de rigtige segmenter og markeder.

Et frasalg af Betalingsservice vil betyde, at Nets kan koncentrere stort set samtlige kræfter om merchant services-divisionen, der leverer betalingsløsninger til butikker både fysisk og online samt på mobilen, og som i høj grad er et skalaspil.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også