Erhverv
0

Frankrig vil indføre grønne skatter på flyrejser

Rejsende, der i fremtiden skal med flyet fra Frankrig, skal indstille sig på at lægge penge til en ekstra afgift.

Klimaskatten vil blive introduceret gradvist og ende på omkring 1,5 euro - 11,2 kroner - for en standardbillet i Frankrig og rundt i EU. Arkivfoto Foto: Nigel Treblin/dapd/AP

Fra 2020 bliver der indført klimaskat på internationale flyrejser fra landet, oplyser den franske transportminister, Elisabeth Borne.

Ifølge ministeren vil det resultere i en fortjeneste på 180 millioner euro svarende til 1,34 milliarder kroner, når det bliver indført.

- Vi har besluttet at indsætte grønne skatter på alle fly fra Frankrig, siger Elisabeth Borne tirsdag.

Planen er, at de penge, der kommer ind via skatterne, skal bruges til at finansiere daglig transport rundt i Frankrig.

Klimaskatten vil blive introduceret gradvist og ende på omkring 1,5 euro - 11,2 kroner - for en standardbillet i Frankrig og rundt i EU.

Billetter til business class kan blive pålagt en skat på 9 euro - 67 kroner - på rejser indenfor EU, mens business class-billetter til destinationer udenfor EU kan koste op mod 18 euro - 134 kroner.

Regeringen med præsident Emmanuel Macron i spidsen har før forsøgt at sætte afgifter på transportmidler.

Men arbejdet med at øge afgifterne på benzin og diesel sidste år blev bremset af store protester rundt i landet, der blev anført af "De Gule Veste".

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også