Erhverv

Danske Bank hyrer ny chef for overvågning og efterforskning

Danske Bank har ansat en ny chef for overvågning og efterforskning, og det bliver Simon Kingsbury, der kommer fra banken HSBC. Det bekræfter Danske Bank til Ritzau Finans.

Simon Kingsbury tiltræder den 15. juli, og han ansættes under Philippe Vollot, der er direktør og chef for Group Compliance i Danske Bank.

- Vi fortsætter med at styrke vores compliance team i Danske Bank. Jeg er derfor glad for at kunne byde Simon Kingsbury velkommen på holdet som chef for overvågning og efterforskning, skriver Phillipe Vollot på sin Linkedin profil.

Simon Kingsbury kommer fra banken HSBC i London, hvor han har været regional direktør for Financial Crime Compliance i Europa.

Danske Bank-aktien buldrede tirsdag ned efter nedjusteringen mandag aften. Banken ser nu et overskud på 13-15 mia. kr. mod tidligere ventet 14-16 mia. kr.

Nedjusteringen skyldes, at bankens ledelse forventer, at det generelt svage momentum i indtægterne vil fortsætte, og dertil kommer øgede omkostninger til compliance og hvidvaskbekæmpelse.

Aktien lukkede 2,6 pct. lavere i 101,50 kr, og mistede dermed 2,3 mia. kr. i markedsværdi.

BRANCHENYT
Læs også