To flykonkurser forhindrer rekord hos Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn var tæt på at kunne melde om passagerrekord i juni, men to konkurser har kostet kunder.
Juni er en travl måned hos Københavns Lufthavn i Kastrup. Mange rejser på ferie, og havde det ikke været for to krakkede luftfartsselskaber, ville lufthavnen have kunnet melde om et rekordhøjt antal passagerer.
2,94 millioner passagerer rejste via lufthavnen i juni, hvilket er stort set på niveau med juni i 2018. Forskellen er på bare 766 passagerer.
To konkurser i de islandske luftfartsselskaber Wow Air og Primera Air har kostet passagerer i lufthavnen.
- Vi kan mærke effekten af konkurserne i Wow Air og ikke mindst Primera Air, der fløj til mange af sommerens destinationer, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavne.
- I juni sidste år fløj de to selskaber 55.000 rejsende. De rejsende mangler i år. Set i det lys er det ganske flot at tangere sidste års rekord, siger han i en pressemeddelelse.
Selv om der ikke blev sat rekord i juni, blev 28. juni den travleste dag nogensinde i lufthavnen med 109.408 passagerer. Det overgik den hidtidige rekord fra 25. juni sidste år med bare ni passagerer.
De mest populære destinationer i juni i år var London, Oslo og Stockholm, hvor antallet af passagerer dog er dykket en anelse over det seneste år.
Til gengæld har der været en stigning af passagerer på flyvninger på tværs af kontinenterne det seneste år.
- Som sidste sommer har flere af de rejsende også i år valgt at flyve langt væk på sommerferie.
- De lange ruter ud af Europa vokser med fire procent, mens de korte ruter i Europa falder en smule med 0,4 procent, siger Thomas Woldbye i pressemeddelelsen.
For årets første seks måneder lyder antallet af passagerer i Københavns Lufthavn på 14,44 millioner.
Det er omtrent på samme niveau som den samme periode i 2018.
Københavns Lufthavn i Kastrup forventer for hele 2019 en vækst i det samlede antal passagerer sammenlignet med 2018.
Lufthavnen har en langsigtet ambition om at have 40 millioner rejsende om året.
/ritzau/