Erhverv

Forbud mod ulykkesfly koster på Norwegians overskud

Norwegian forventer, at flyveforbuddet for Boeing 737 MAX-fly koster 700 millioner norske kroner i år.

Et af Norwegians Boeing 737 Max8 fly i Kastrup. Arkivfoto: Johan Nilsson

Norwegian fik et spinkelt overskud i andet kvartal, hvor luftfartsselskabets resultater var klemt af, at 17 fly er ramt af flyveforbud.

Det norske selskab kommer ud af kvartalet med et overskud på 83 millioner norske kroner. Det viser selskabets regnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.

Norwegian har siden marts haft den udfordring, at 17 af selskabets fly har været ramt af flyveforbud. Det har kostet 400 millioner norske kroner i kvartalet.

Det er flytypen Boeing 737 MAX 8 og 9, som ikke har måttet forlade jorden. Det skyldes, at luftfartsmyndigheder er ved at undersøge, om der har været sikkerhedsproblemer med flytypen efter to flystyrt i Indonesien og Etiopien.

For hele året forventer Norwegian, at forbuddet vil koste 700 millioner norske kroner. Den forventning var tidligere 500 millioner norske kroner.

Norwegian kan til gengæld glæde sig over, at omsætningen er steget med cirka to milliarder norske kroner til 10,2 milliarder norske kroner. Fremgangen skyldes især langdistanceruter.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også