Erhverv
0

Massivt databrud koster rekordstor milliardbøde

Det skal koste dyrt ikke at have styr på sikkerheden omkring kundernes følsomme data. Det får kreditvurderingsselskabet Equifax at mærke med en bøde på op til 4,7 mia. kr.

Skandalen i Equifax kostede den daværende direktør Richard F. Smith jobbet. Foto: AP/Ron Sachs

Små 150 mio. mennesker kunne se deres følsomme personlige oplysninger flyde rundt i cyberspace over hele verden, og et sikkerhedssvigt af den kaliber skal straffes hårdt.

Det får kreditvurderingsselskabet Equifax at mærke. Der er indgået et forlig med de amerikanske myndigheder, som betyder, at Equifax skal betale op til 700 mio dollars eller 4,7 mia. kr.

Selskabet bliver af myndighederne hårdt kritiseret for ikke at have sikret de følsomme kundedata godt nok, da hackere brød ind i databaserne i 2017 og skaffede sig adgang til omkring 147 millioner amerikaneres og canadieres cpr-numre og personlige oplysninger.

Hackerne er aldrig fundet, skriver Reuters, men Equifax er nu blevet pålagt at få styr på sin sikkerhed og desuden give de ramte kunder gratis kreditinformation i 10 år.

Skandalen skabte diskussion om, hvordan en privat virksomhed kunne samle så mange følsomme data, og der er nu regler på vej i USA om, hvordan den slags informationer skal opbevares.

»Selskaber, som tjener penge på personlige informationer, har et ekstra ansvar for at beskytte og sikre de date. Equifax svigtede og tog ikke de nødvendige skridt, som kunne have forhindret bruddet (på sikkerheden, red.),« udtaler Joe Simons, der er chef for den amerikanske myndighed Federal Trade Commission.

Det er det største beløb, et amerikansk selskab er blevet pålagt at betale for et sikkerhedsbrud.

»Dette selskabs manglende evne, forsømmelighed og mangelfulde sikkerhedsstandarder bragte halvdelen af den amerikanske befolknings identiteter i fare,« udtaler statsanklageren i New York, Letitia James ifølge Reuters.

BRANCHENYT
Læs også