Erhverv
0

Boeings nedsatte flyproduktion tynger den amerikanske økonomi

Flyveforbuddet for Boeings 737 MAX-fly har fået selskabet til at sænke produktionen fra 52 til 42 fly om måneden siden april.  Foto: AP Photo/Ted S. Warren, File

Det går ud over den amerikanske økonomi og handelsbalance, at Boeing skærer i flyproduktionen. Nedskæringen rammer både leverandører og flyselskaber. Det skriver The Wall Street Journal.

Flyveforbuddet for Boeings 737 MAX-fly har fået selskabet til at sænke produktionen fra 52 til 42 fly om måneden siden april. Det har sandsynligvis påvirket det amerikanske bruttonationalprodukt i årets andet kvartal, vurderer økonomer ifølge The Wall Street Journal.

Ward McCarthy, der er cheføkonom hos Jefferies, peger på Boeings udfordringer som en væsentlig årsag til den økonomiske opbremsning.

De seneste nøgletal fra USA har vist, at ordreindgangen på varige goder faldt 1,3 pct. fra april til maj, og ifølge USA's handelsministerium er eksporten af kommercielle flyvemaskiner i årets første fem måneder 12 pct. lavere end i samme periode sidste år.

Den amerikanske økonomi vokser dog stadig, påpeger Michael Feroli, der er cheføkonom hos amerikanske JPMorgan.

- Økonomien er stor. Den følger ret fint med, på trods af de problemer Boeing oplever, siger han til The Wall Street Journal.

Hvis den nedsatte levering fortsætter, kan påvirkningen af den nationale økonomi blive større, lyder vurderingen ifølge avisen.

Det er endnu usikkert, hvor længe flyveforbuddet kommer til at vare. Sidste uge meddelte Boeing dog, at selskabet næste år - udover at indhente de i øjeblikket ventende ordrer - planlægger øge produktionen til 57 fly om måneden.

BRANCHENYT
Læs også