Erhverv
0

Boeing overvejer at standse produktion af ulykkes-fly

Flyproducenten Boeing er hårdt økonomisk ramt af, at dets Max-fly ikke må flyve af sikkerhedshensyn. Selskabet overvejer at standse produktionen helt, hvis ikke de snart kommer i luften.

Et fly af typen 737 Max er her parkeret på medarbejderparkeringspladsen ved Boeings kontor i Seattle i Washington.  Foto: Lindsey Wasson/Reuters

Pengene fosser ud af flyselskabet Boeing i øjeblikket og i et tempo, der ser ud til at kunne ses i den amerikanske økonomi.

Alligevel vil topchefen for flyselskabet ikke afvise, at man helt standser produktionen af det uheldsramte fly 737 Max.

Flytypen har været tvunget på jorden af myndighederne efter, at to flystyrt har sået tvivl om sikkerheden ved selve flytypen.

»Vi vil muligvis overveje yderligere reduktioner i produktionen eller andre muligheder, herunder en midlertidig nedlukning af produktionen af Max,« sagde Boeings topchef Dennis Muilenbug ifølge Wall Street Journal ved en telekonference onsdag.

Der blev han udfrittet om situationen efter at have afleveret et regnskab, der er hårdt ramt af Max-flyene.

Omsætningen er styrtdykket, og efter at have taget et tab på 4,9 milliarder dollar på grund af problemerne har Boeing landet sit største underskud nogensinde i et kvartal. Omsætningen faldt med 35 pct. i andet kvartal til 15,8 mia. dollars, og nettoresultatet blevet minus på 2,9 mia. dollars.

Det, at Boeing skærer så kraftig ned for produktionen og derfor ikke sælger den type fly, ser ud til at slå igennem i den samlede amerikanske økonomi.

Ordreindgangen på varige goder i USA faldt 1,3 pct. fra april til maj, og ifølge USA’s handelsministerium er eksporten af kommercielle flyvemaskiner i årets første fem måneder 12 pct. lavere end i samme periode sidste år. Det skyldes ifølge økonomer, som Wall Street Journal har talt med, især Boeing.

Flyveforbuddet for Boeings 737 MAX-fly har fået selskabet til at sænke produktionen fra 52 til 42 fly om måneden siden april.

De samlede tab for flyselskabet er både manglende salg af fly og kompensation til de flyselskaber, der skulle have brugt 737 Max-flyet i deres flåde, men nu har måttet skaffe andre flytyper.

BRANCHENYT
Læs også