Erhverv

Novo-rivals diabeteshåb flopper

Novo Nordisks ærkerival, franske Sanofi, skrinlægger et af sine diabtesprojekter, Zynquista.

Medicinalselskabet Sanofi og teknologiselskabet Google har sammen etableret et Innopvation Lab, der skal finde fremtidens medicin og inddrage patienterne langt mere. Foto: Imaginechina via AP Images

Sanofi, Novo Nordisks rival inden for diabetesmedicin, meddeler sent fredag, at selskabet har opsagt samarbejdet om et af sine udviklingsprojekter, diabetesmedicinen Zynquista.

Dermed opsiger franske Sanofi samarbejdet med Lexicon.

Årsagen er, at lægemidlet ikke virker effektivt nok, skriver selskabet.

»På dette tidspunkt vil de igangværende fase 3- forsøg fortsætte, og der vil ikke være nogen umiddelbare forandringer. Sanofi har udtrykt vilje til at arbejde med Lexicon for at sikre en smidig overgang af studierne,« skriver Sanofi i meddelelsen.

Fase 3 er den sidste fase af forsøg med lægemidler, hvor de testes i en stor gruppe patienter og med den planlagte endelige dosis. Det er derfor også på et tidspunkt, hvor selskabet har investeret betydelige midler i projektet.

Zynquista, som tages i tabletform, er godkendt af de europæiske sundhedsmyndigheder som en tillægsbehandling til insulin i voksne med type 1-diabetes. Meningen med de forsøg, som altså ikke leverer det lovede, var, at Zynquista kunne bruges til behandling af type 2-diabetes.

De amerikanske myndigheder afviste i marts at godkende Zynquista.

I sidste måned kom det frem, at Sanofi vil nedlægge 466 arbejdspladser ved Sanofis faciliteter i Tyskland og i Frankrig. Konsekvensen er bl.a., at Sanofi lukker ned for de fleste af selskabets tidlige forskningsprojekter inden for diabetes og hjertekarsygdomme. Generelt vil selskabet nedprioritere bl.a. diabetes som forsknings- og forretningsområde.

Kort efter skrev medier, at Sanofi desuden vil forsøge at overtale 1.100 ansatte i USA til at gå tidligt på pension. Sanofi har bekræftet de store strukturelle forandringer, men ikke omfanget af dem.

Det sker samtidig med, at selskabet skifter topchef. Paul Hudsom, som kommer fra medicinalkoncernen Novatis, erstatter per 1. september Olivier Brandicourt.

Læs også