Erhverv

Airbus tjente mere end ventet i andet kvartal

Arkivfoto

Den franske flyproducent Airbus havde bedre gang i forretningen i årets andet kvartal, end analytikerne havde ventet.

I kvartalet omsatte selskabet for 18,32 mia. euro, og det overgik analytikernes forventninger om en omsætning på 17,71 mia. euro, viser estimater Bloomberg News.

Det justerede driftsoverskud før renter og skat, EBIT, endte på 1,98 mia. euro, og det var også en positiv overraskelse for analytikerne, der havde regnet med et plus på 1,71 mia. euro på den post i kvartalet.

Ifølge Guillame Faury, der er administrerende direktør hos Airbus, er selskabets regnskab for hele første halvår især været præget af, at produktionen af Airbus' A320 Family-fly er blevet øget, og derudover har fokus været på overgangen til de såkaldte NEO-versioner. NEO står for New Engine Option og er et motorprogram, som Airbus har været med til at udvikle.

- Vi ser fortsat en god efterspørgsel efter vores konkurrencedygtige produktportefølje inklusive det nye A321XLR-fly, hvilket blev synliggjort af den stærke støtte i markedet ved Le Bourget-udstillingen for luftfart i juni. Vores operationelle fokus er hovedsageligt at skalere produktionen af A320neo Family-fly op, siger topchefen i regnskabet.

Airbus fastholder forventningerne til hele 2019, og selskabet venter dermed fortsat at levere mellem 880 og 890 kommercielle fly til kunderne. Derudover forventer det franske flyselskab at kunne fremvise et driftsoverskud, EBIT, der er omkring 15 pct. højere end sidste år. Ifølge direktøren er der fortsat flere udfordringer forude i den sidste halvdel af året.

- Andet halvår fortsætter med at være udfordrende, når det kommer til leveringer og især frie pengestrømme. Inden for forsvar- og rumforretningen har vi underskrevet den vigtige kontraktændring for A400M-programmet, siger Guillame Faury i regnskabet.

BRANCHENYT
Læs også