Erhverv

Berlins skandalelufthavn er kommet ét skridt nærmere åbning

Lufthavnschefen holder fast i en ny tidsplan efter succesfulde tests. Men historikken taler imod ham.

Berlins nye storlufthavn åbner voldsomt forsinket - og er blevet voldsomt dyrere end forventet. Foto: Burkhard Fraune/picture-alliance/dpa/AP Images

Den er blevet kaldt »Tysklands pinligste byggeri« og står i dag ufærdig hen som en regulær byggekatastrofe, der bliver mere end tre gange så dyr som budgetteret.

Men skal man tro chefen for Berlins nye storlufthavn, Berlin Brandenburg Lufthavn, er det sikkert og vist, at lufthavnen, der har stået tom i over 2.500 dage, åbner til planlagt tid i oktober næste år.

Berlins nye lufthavn
  • Ifølge de oprindelige planer skulle lufthavnen Berlin Brandenburg Willy Brandt stå klar i 2011 og koste ca. 2 mia. euro, altså knap 15 mia. kr.
  • Nu lyder prognosen, at dele af lufthavnen formentlig åbner i oktober 2020 til en pris på godt 54 mia. kr.
  • Hvis det lykkes at åbne lufthavnen i oktober 2020, vil den kunne håndtere ca. 38 mio. passagerer.
  • I udgangspunktet skulle Berlins to nuværende og alt for små lufthavne lukke, samtidig med at den nye åbnede. Men det gælder nu kun for lufthavnen i Tegel. I de første par år vil den nærliggende lufthavn Berlin Schönefeld stadigvæk trække en del af læsset.

Lufthavnen er således begyndt på de afsluttende tekniske tests, som er en forudsætning for, at den kan åbne for trafik. Det fremgår af en pressemeddelelse, skriver branchemediet check-in.dk.

Berlin Brandenburg-lufthavnen oplyser, at 10 ud af 12 aktivgrupper, som kræves testet, allerede er blevet »certificeret med tilfredsstillende resultat« af eksperter på området. Det gælder f.eks. alarmsystemer, brandsikring og sikkerhedsbelysning.

Dermed kan lufthavnen nu gå videre til en række yderligere driftstests, lyder det.

»Disse afsluttende tests beviser, at tidsplanen holder,« udtaler lufthavnschef Engelbecht Lütke Daldrup i pressemeddelelsen

.

Om åbningsdatoen - oktober 2020 - holder, vil tiden endnu vise.

Åbningsdatoen er nemlig blevet udskudt et hav af gange, og både tyske politikere, eksperter og medier spekulerer i, om lufthavnen endnu engang bliver forsinket pga. uforudsete problemer.

Den nye storlufthavn i Tysklands hovedstad skulle have åbnet for otte år siden, men er blevet forsinket igen og igen på grund af et utal af fejl og skandaler.

10 skøre fejl og mangler

Allerede i 2017 morede tabloid-avisen B.Z. sig sig med at lave en liste over de 10 mest tossede brølere, som er blevet begået under bygningen af lufthavnen.

  1. Fra mandag til fredag kører der mellem KL. 2.44 og 3.41 et tomt S-tog gennem banegården, som hører til lufthavnen. Meningen er at undgå, at der dannes skimmel og rust.
  2. Hvert tredje af de 4.000 rum i lufthavnen blev givet et forkert nummer. Under byggearbejdet blev der konstant lavet nye planer, så ingen bevarede overblikket.
  3. Der blev ikke brugt stål nok, da parkeringsdækkene blev bygget. Samtidig står de bærende søjler for langt fra hinanden. Resultatet er, at dækkene ”hænger” på midten - og har revner.
  4. Rulletrappen fra den underjordiske banegård og op til terminalen var tre-fire trin for kort. Der måtte bygges ekstra trin.
  5. Nogle steder var røgdetektorerne så beskidte af byggestøv og mørtel, at der ikke ville blive sendt noget alarmsignal ved brand. Mange steder glemte man også at installere detektorer.
  6. Ingen af de automatisk åbnende døre havde en strømforsyning.
  7. I nogle terminalernes loftsområder var der ikke lavet plads til videoovervågningskameraer.
  8. På toiletterne brugte man de forkerte rawplugs til toiletpapirholderne. Det betød, at de faldt ud af væggene.
  9. Problemer med at styre lyset inden døre betød, at lyset var tændt både dag og nat i lufthavnen.
  10. For at undgå skimmel og støv bliver der hver dag tændt og lukket – manuelt – for alle vandhaner. Også vinduerne bliver åbnet og lukket igen.

Kilde: B.Z.

I processen med at bygge den nye lufthavn er der blevet fundet over 150.000 fejl og mangler, som byggearbejdere og ingeniører fortsat forsøger at udbedre.

Når lufthavnen åbner, vil den formentlig have kostet i omegnen af 50 mia. kr. Den skulle have kostet cirka 15 mia. kr.

Planen er ikke, at hele lufthavnen skal stå klar i 2020. Fra begyndelsen skal den kunne betjene 38 mio. passagerer om året. Siden vil flere terminaler blive færdige og taget i brug, og i 2040 skal 55 mio. passagerer kunne flyve til og fra Berlin.

De kommende flyselskaber i lufthavn har fået tildelt deres terminal.

BRANCHENYT
Læs også