Erhverv

Dramatisk jagt på bankrøvere lukkede en af Europas travleste banegårde

Tysk politi valgte fredag eftermiddag at lukke ned for banegården i Frankfurt i jagten på bankrøvere.

Det er blot får dage siden, Frankfurt Banegård lagde grund til en tragisk begivenhed, hvor en dreng og hans mor blev skubbet ud foran et tog. Foto: Frank Rumpenhorst / dpa / AFP

I op mod en time var der fredag lukket for al togtrafik ind og ud af Frankfurt Banegård, en af de travleste knudepunkter for togtrafikken i Tyskland og Europa.

Over 350.000 mennesker benytter stationen hver eneste dag.

Ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung skete røveriet mod en bank inde på stationen. Banegården blev lukket ned, fordi man frygtede, at røverne ville flygte via tog.

Røverne gik efter bankboksene i banken, men i stedet for at tage et tog væk havde de sørget for et flugtkøretøj i form af en større, sort BMW.

Politiet var hurtigt på stedet, og under jagten på røverne valgte betjente at skyde mod flugtkøretøjet. På billeder fra stedet kan det ses, at bilen tilsyneladende er kørt galt og er blevet punkteret på mindst et af dens dæk.

I alt tre gerningsmænd blev anholdt.

Frankfurter Allgemeine Zeitung citerer kilder for, at der kan være tale om medlemmer fra en bande, da der i den senere tid har været flere tilfælde af røverier med bankbokse som mål.

Ifølge AFP kom ingen i banken til skade, og der er heller ikke meldinger om, at nogen er kommet til skade i forbindelse med jagten på røverne.

Læs også