Erhverv

Antallet af sommerhuse til salg falder til laveste niveau i ni år

Udbuddet af sommerhuse hos de danske ejendomsmæglere fortsætter med at falde og er nu på det laveste niveau siden 2010.

Antallet af sommerhuse til salg er faldet til det laveste niveau siden 2010.
Foto. Carsten Ingemann.

Der bliver længere og længere mellem til-salg-skiltene i de danske sommerhusområder. Antallet af sommerhuse, der udbydes til salg, er lige nu 7,5 pct. lavere end for et år siden, viser opgørelser fra Boligsiden.

Det fremgår, at der primo august er 11.223 sommerhuse til salg i Danmark. Det er det laveste antal på denne årstid siden 2010.

»Årsagen er, at salget ganske enkelt er noget nær eksploderet henover de seneste år,« udtaler Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at ikke er tale om, at færre sætter deres sommerhus til salg.

»De seneste år har der været en konstant tilstrømning af nyudbudte sommerhuse på markedet. Når vi ser et fald nu, skyldes det primært det høje antal handler.«

Opgørelserne fra Boligsiden viser, at udbuddet af sommerhuse er faldet i alle landets fem regioner uanset, om man måler det over den seneste måned eller i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Det største fald er registreret på Sjælland, hvor udbuddet af sommerhuse i løbet af det seneste år er faldet 15,2 pct.

Det stigende salg af sommerhuse kan ifølge Birgit Daetz tilskrives en generelt gunstig udvikling i samfundsøkonomien med høj beskæftigelse og stigende boligpriser, der skaber friværdier, som muliggør køb af sommerhus. Det har også understøttet markedet, at renten er rekordlav, og lånereglerne på sommerhusområdet er lempet.

Den lange, varme 2018-sommer har formentlig også sat ekstra fart i salget og dermed reduceret antallet af sommerhuse til salg, vurderer Birgit Daetz.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også