Erhverv

Banken tager roret i kriseramt dansk rederi

På fem år har KEM Offshore tabt 65 mio. kr. Nu skal der findes en investor, som kan redde selskabet.

KEM Offshore har cirka 50 ansatte og har hovedsæde i Esbjerg.

Det danske rederi KEM Offshore, der er ejet af Knud Erik Møller og hans søn, er kommet i alvorlige økonomiske problemer, der nu sår tvivl om rederiets overlevelse.

Efter endnu et år med dundrende underskud har banken placeret sig ved roret i KEM Offshore, der sejler teknikere til og fra havvindmølleparker. Det skriver JydskeVestkysten.

KEM Offshore har måttet lave en stor nedskrivning, som sidste år kostede et underskud på 20,9 mio. kr. Derfor leder rederiet nu efter en medejer, som kan sikre driften på længere sigt.

Det sker i samarbejde med rederiets bank, Vestjysk Bank.

»Den aktuelle markedssituation for selskabets skibe og den nuværende kapitalstruktur giver efter ledelsens vurdering på længere sigt udfordringer for selskabets afvikling af den samlede gæld, hvorfor ledelsen i samarbejde med selskabets pengeinstitut arbejder med en samlet rekapitaliseringsplan for selskabet,« står der i et nyt regnskab fra KEM Offshore.

KEM Offshore har på fem år tabt 65 mio. kr. Gælden er vokset, og egenkapitalen er nu i minus. Ledelsen er skiftet ud, og Orla Møller, der ejer selskabet sammen med sin far Knud Erik Møller, har taget over.

Orla Møller siger til JydskeVestkysten, at banken bakker rederiet op, så længe budgetterne holdes, og det gør de ifølge direktøren. Men banken har også krævet, at der findes en løsning på de økonomiske udfordringer.

»Der er udarbejdet salgsmateriale og involveret eksterne rådgivere i processen med gennemførsel af rekapitaliseringsplanen,« står der i regnskabet, hvor det også fremgår, at »beslutning om salg af selskabets aktiver og aktiviteter træffes med indflydelse fra selskabets pengeinstitut.«

KEM Offshore har ca. 50 ansatte og har hovedsæde i Esbjerg.

Læs også