Erhverv
0

Huawei oplever fremgang i hjemlandet efter amerikansk forbud

Huaweis salg af smartphones i Kina steg i årets andet kvartal med 38 pct., fremgår det af markedsanalyseselskabet Canalys ifølge The Wall Street Journal. Foto: Bloomberg/Qilai Shen

Den kinesiske telekommunikationsgigant Huawei har fremgang i salget af smartphones i hjemlandet, hvilket afbøder de følgevirkninger, som USA's øgede forbud mod koncernen har medført.

Det skriver The Wall Street Journal.

Huaweis salg af smartphones i Kina steg i årets andet kvartal med 38 pct., fremgår det af markedsanalyseselskabet Canalys ifølge The Wall Street Journal. I samme periode faldt salget hos konkurrenter som Apple og Xiaomi.

I samme periode er Huaweis salg uden for Kina, herunder Europa, Mellemøsten og Sydøstasien, faldet sammenlignet med sidste år, estimerer Mo Jia, der er analytiker i Canalys, ifølge The Wall Street Journal.

I De Forenede Arabiske Emirater og Storbritannien estimeres det af analytikeren, at mængden af sendinger faldt med 80 pct. i juni sammenlignet med april i år.

- Huawei er tvunget til at skifte sit fokus tilbage til Kina, siger Mo Jia til avisen.

- Selvfølgelig er Kina sikrere for Huawei. Deres markedsimage er nummer 1.

Huawei får også støtte hjemmefra fra en række kinesiske selskaber i kølvandet på USA's forbud.

Blandt andet har en kinesisk smøreolieproducent lovet 500 yuan - svarende til 484 kr. - til alle medarbejdere, der skifter deres iPhones ud med en Huawei-smartphone i stedet.

BRANCHENYT
Læs også