Erhverv

Banker frygter langvarig handelskrig

Handelskrigen mellem Kina og USA er blusset op på ny. To danske banker frygter, at striden kan trække ud til efter det amerikanske præsidentvalg i november 2020.

Der er intet, der tyder på, at der kommer fred i handelskrigen mellem den amerikanske præsident Donald Trump og den kinesiske præsident Xi Jinping.
(Fotos: Paul J. RICHARDS and Ed Jones / AFP)

Der er en risiko for, at handelskrigen mellem Kina og USA fortsætter langt ind i 2020 og bliver en brik i den amerikanske præsidentvalgkamp. Det vurderer chefanalytiker for Danske Bank, Alan von Mehren.

»Hvis Trump føler, han kun kan lave en ’svag’ aftale med Kina, kan han vælge ikke at lave den.« Det betyder blandt andet, at der er udsigt til et ustabilt og uforudsigeligt marked.

Striden, der startede i marts 2018, blussede torsdag op på ny efter en amerikansk handelsdelegation var hjemvendt fra Kina. Der har ellers været våbenhvile mellem de to nationer i et længere stykke tid. Efter G20-topmødet i Japan i juni sagde Trump for eksempel, at der ikke ville gå længe før, at handelsaftalen mellem USA og Kina var indgået. Noget har ændret sig siden.

Den amerikanske præsident har indtil videre handlet ud fra logikken om, at Kina kan presses til indrømmelser. Det har ikke virket endnu, men hvis Donald Trump fastholder strategien, kan det ende med at straftolden på 10 pct., som præsidenten pålagde kinesiske varer for 300 mia. dollars med et tweet i torsdags, hæves til 25 pct. Det frygter Mehren.

I marts konkluderede en rapport udgivet af National Bureau of Economic Research, at handelskrigen fra januar til november 2018 har betydet, at reallønnen i USA er reduceret med 6,9 mia. dollars (cirka 45,5 mia kroner), mens amerikanske importører og forbrugere i samme periode har betalt 12,3 mia. dollars (cirka 81 mia. kroner) mere for kinesiske varer, end de ville have betalt uden straftolden.

De amerikanske landmænd er en af Donald Trumps vigtige vælgergrupper, og lige nu er det blandt andet landbrugsvælgerne, som handelskrigen skader. Om der kommer en handelsaftale eller i det mindste fred i handelskrigen mellem Kina og USA, kan blive et spørgsmål om, hvordan Donald Trump selv mener, han står stærkest op til et valg: Nemlig ved at føre en hård linje overfor Kina eller ved at sikre landmændene adgang til det kinesiske marked. Det vurderer Mehren.

Risikoen er lige nu, at Donald Trump føler, at den aftale, som USA kan indgå med Kina, er for svag, mens kineserne kan håbe på, at Trump taber valget i 2020, hvorefter de kan lave en bedre aftale med en demokratisk præsident. Den situation kan betyde, at ingen parter er villige til at indgå en aftale nu.

I sidste uge fortalte chefanalytiker for Jyske Bank, Tina Winther Frandsen, at forhandlingerne mellem Kina og USA kunne vare i 3-6 måneder. Det kom efter de positive udmeldinger under G20-topmødet i Japan i juni-måned.

Men efter præsidentens udmelding torsdag ser hun det også som en risiko, at forhandlingerne trækker endnu længere ud og bliver en del af præsidentvalgkampen i 2020.

»Status quo er ikke noget dårligt udgangspunkt lige nu,« fortæller Frandsen fortsætter:

»Handelskrigen har allerede kastet lange skygger af sig, og den ultimative fare er, hvis vi får en negativ spiral, hvor begge lande bliver ved med at stramme skruen.«

Toldstraffen på 10 pct. på de kinesiske varer bliver ifølge præsident Trump indført fra 1. september og er nødvendige, fordi Kina er løbet fra en række aftaler om blandt andet at købe flere amerikanske landbrugsvare. Indtil videre har Kina svaret igen ved at stoppe for importen af amerikanske landbrugsvare.

Læs også