Erhverv

Danmark kræver en milliard kroner fra Just Eat

Ifølge danske myndigheder betalte Just Eat langtfra nok i skat, da firmaet flyttede til Storbritannien.

Skat har fremsat et større krav mod takeaway-platforme Just Eat. Foto: Toby Melville/Reuters

Danske skattemyndigheder kræver et milliardbeløb fra Just Eat.

Den danske stat mener ganske enkelt ikke, at takeaway-firmaet betalte nok i skat, da det flyttede sit hovedkontor fra København til London.

Derfor fremsatte danske myndigheder sidste år et krav på 126 millioner pund, svarende til lidt over en milliard danske kroner. Det fremgår af firmaets halvårsregnskab, skriver TV 2.

I regnskabet fremgår det dog samtidig, at virksomheden ikke regner med, at kravet om det rekordstore skattesmæk holder. Dog regner takeaway-selskabet med at skulle hoste op med en del af beløbet.

Just Eat har afsat 20,8 millioner pund, svarende til omkring 169 millioner danske kroner.

Beløbet "er udregnet på baggrund af en afvejning af sandsynligheden for en række forskellige udfald, hvoraf det mest ekstreme ville være det fulde krav på i alt 126 millioner pund", fremgår det ifølge TV 2 af regnskabet.

Det vides ikke, hvornår det bliver afgjort, hvor meget virksomheden ender med at skulle betale til de danske skattemyndigheder. I øjeblikket er der en såkaldt gensidig aftaleprocedure i gang mellem britiske og danske skattemyndigheder.

Den proces begyndte allerede i april sidste år.

Skattestyrelsen, som tidligere hed Skat, ønsker ikke at udtale sig om sagen til TV 2. Styrelsen begrunder afvisninger i, at den har udvidet tavshedspligt, når det kommer til verserende sager.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også