Erhverv
0

Sanofi udfordrer Genmab på behandlingstid og sammenligningssstudier

Når Genmab næste år kommer med en ny behandlingsversion af det storsælgende Darzalex, bliver knoglemarvskræftmidlet ikke nødvendigvis alene på markedet. Foto: CTK via AP Images

Det franske medicinalselskab Sanofi har en rival klar til Genmabs storsælgende kræftmiddel Darzalex.

Det franske middel, Isatuximab, har hurtigere behandlingstid og er sammenlignet med den nyeste standardbehandling.

Det skriver dagbladet Børsen.

Når Genmab næste år kommer med en ny behandlingsversion af det storsælgende Darzalex, bliver knoglemarvskræftmidlet ikke nødvendigvis alene på markedet. Franske Sanofi mener at kunne konkurrere på særligt to punkter.

Dels fremhæver selskabets globale chef for forskning og udvikling, John Reed, at Sanofi har mulighed for sammenligne Isatuximab med de mest anvendte lægemiddelkombinationer.

De studier, som Genmab har lavet, målte ikke op imod den nuværende standardbehandling.

Det er et validt argument ifølge Claus Henrik Johansen, der er seniorporteføljeforvalter i Danske Bank.

- Darzalex i Maia-studiet er målt op imod Revlimid, men i virkelighedens verden er der ingen, som kun behandler med Revlimid, for lægerne kombinerer med Velcade i USA. Maia-studiet er derfor isoleret set ikke den eneste "døråbner" til førstelinjebehandling i USA, siger Claus Henrik Johansen til dagbladet Børsen.

Derudover forventes en behandling med Isatuximab at tage kun 75 minutter fra tredje behandling, og det mener Sanofi vil være hurtigere, end hvad Genmab kan tilbyde.

Selv med den nye subkutane version af Darzalex, vil den samlede patienttid vare i timevis, fordi midlet kræver, at patienten præmedicineres og opholder sig på hospitalet, lyder det fra John Reed.

BRANCHENYT
Læs også