Erhverv
0

FLS-topchef: Vi er blevet lidt mere optimistiske i Cement

En meget stærk markedsposition og effektiviseringer på de indre linjer har gjort koncerndirektøren i FLSmidth,Thomas Schulz, mere optimistisk. Foto: Nicolai Lorenzen

For første gang i en årrække tør Thomas Schulz, der er administrerende direktør hos FLSmidth, at skrue en smule op for optimismen i forhold til udviklingen i selskabets cementdivision.

Branchen har generelt været præget af høj konkurrence og lave priser i længere tid, hvor aktivitetsniveauet ellers har været godkendt.

Og hverken billedet for priserne eller aktiviteten ser umiddelbart ud til at ændre sig lige nu, men alligevel er FLSmidth blevet mere optimistiske.

Det hænger sammen med en meget stærk markedsposition og effektiviseringer på de indre linjer, lyder det fra Thomas Schulz.

- Vi ved ikke, hvor længe de lavere priser vil fortsætte. Den indtjeningsforbedring, som vi leverer, kommer fra vores egne hænder. Vi har haft en betydelig fremgang, så det går i den rigtige retning. De justeringer, som vi lavede sidste år, er nu synlige i resultaterne, ligesom vi også selv havde forventet, siger FLSmidth-topchefen til Ritzau Finans.

- Efter adskillige år, hvor udsigterne for cementmarkedet har været det samme, tør vi nu sige, at vi er blevet en smule mere optimistiske. Markedet er det samme - stabilt og med et stort prispres, men vi er blevet stærkere og mere optimistiske, uddyber han.

I andet kvartal omsatte FLSmidths cementdivision for 2251 mio. kr. mod ventet 1997 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Driftsresultatet (EBITA) steg til 143 mio. kr. fra 97 mio. kr. i andet kvartal sidste år. Analytikerne havde ventet et fald til 92 mio. kr.

Det resulterede i en EBITA-margin på 6,3 pct. mod ventet 4,6 pct. blandt analytikerne og 4,9 pct. i andet kvartal 2018.

BRANCHENYT
Læs også