Erhverv
0

CIP og partner udskyder stort havmølleprojekt i USA

Arkivfoto

Det amerikanske havvindmølleprojekt Vineyard Wind, der på papiret skulle have været det første store offshore-vindenergiprojekt i USA med 800 megawatt, har mandag udskudt starten på opførelsen af projektet ud for kysten ved delstaten Massachusetts.

Det skriver Bloomberg News på baggrund af en mail fra selskabet, der dog ikke oplyser en ny tidsramme for opførelsen.

Vineyard Wind er ejet af danske Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og dennes partner Avangrid, og det skullet efter planen være sat i drift i 2022 med vindturbiner fra MHI Vestas.

Meldingen fra Vineyard Wind kommer, efter at Trump-administrationen, ved indenrigsminister David Bernhardt, i sidste uge besluttede, at der skulle foretages endnu en miljøundersøgelse.

- Det er klart, at timingen af sådan en analyse ikke er forenelig med den originale tidslinje, som er blevet kommunikeret til Vineyard Wind siden marts 2018, som Vineyard Wind anvendte til at bygge sin leveranceplan på, hedder det ifølge Bloomberg News fra selskabet bag projektet.

- Med denne udvikling må aktionærerne revidere projektet, da den oprindelige tidsplan ikke længere er mulig.

Vineyard Wind oplyser samtidig, at det ikke er blevet oplyst af indenrigsministeriet, hvilke oplysninger den udvidede undersøgelse kræver.

Tidligere har en undersøgelse fra netop indenrigsministeriets side været gennemført, men den blev kritiseret for at være for snæver og ikke se på de akkumulerede effekter for fiskeriet.

Medlem af Repræsentanternes Hus fra Massachusetts, demokraten Joe Kennedy, beskyldte dog i sidste uge Trumps administration for dobbeltmoral.

- Når det handler om at bore i Arctic National Wildlife Refuge, har Trump-administrationen taget alle genveje og gennemført perioden for miljøundersøgelser på rekordtid. Men når det kommer til landets første større offshore-vindprojekt - der har gennemgået års intensive undersøgelser, offentlige høringer og imødegående planer for påvirkede samfund - prøver de at forsinke det til døde, sagde kongresmedlemmet til Bloomberg News.

Vineyard Wind er det første af en række planlagte store offshore-projekter, og danske Ørsted vandt så sent som i juli en udbudsrunde i New York, som giver koncernen retten til at forhandle opførelsen af et havvindprojekt på 880 megawatt.

BRANCHENYT
Læs også