Erhverv

Udvidelse i USA koster i Zealand Pharma

Zealand Pharma fortsætter med røde tal i andet kvartal, hvor blandt andet opbygningen af selskabets organisation i USA har bidraget til at øge omkostningerne.

Samlet var der omsætning i kvartalet for 19,9 mio. kr., hvoraf en aftale med amerikanske Alexion om udvikling af nye lægemidler til sygdomme i immunsystemet bidrog med 18,3 mio. kr. I forhold til periode sidste år var der tale om en fremgang fra 15,1 mio. kr.

Samtidig har Zealand skruet op for omkostningerne. Forsknings- og udviklingsomkostningerne steg til 135,4 mio. kr. fra 120,0 mio. kr., og administrationsomkostningerne er mere end fordoblet til 20,7 mio. kr. fra 8,3 mio. kr.

- Vi fortsætter med at gøre fremskridt i vores forskning og med vores kliniske udviklingsprogrammer og accelererer de første skridt i opbygningen af den kommercielle organisation i USA, siger administrerende direktør i Zealand Emmanuel Dulac.

For 2019 ser Zealand nu øgede omkostninger, som ventes at lande i intervallet 580-600 mio. kr. mod tidligere 550-570 mio. kr.

Ud over opbygningen af organisationen i USA er ændringen primært relateret til stærke kliniske fremskridt som har resulteret i øgede omkostninger til ZP7570 og Dasiglucagon CHI programmerne, oplyser Zealand Pharma.

BRANCHENYT
Læs også