Erhverv

Ikea vil investere massivt i det intelligente hjem

Det er det største nye tiltag, som Ikea har introduceret, siden børnemøblerne ramte butikkerne.

Ikeas ambitioner om det intelligente hjem blev synligt i 2015, hvor borde og lamper, der kan oplade telefoner, ramte butikkerne. I 2017 udvidede sortimentet sig til at have smart belysning.
Foto: IKEA.

Trådfri styresystemer, lamper med indbyggede højtalere og intelligente pærer er blot starten på en række af intelligent boligindretning, som vi i fremtiden får mulighed for at købe. I hvert fald hvis det er op til Ikea.

Det skriver The Verge.

Møbelkoncernen har i en pressemeddelelse annonceret, at de ønsker at investere stort i »en ny Ikea Home Smart forretningsenhed«, der fra nu skal spire med nye produkter, der kan bidrage til det intelligente hjem.

»Vi har besluttet os for at investere markant i Home Smart teknologien på tværs af Ikea for at få udviklingen inden for kategorien til at gå hurtigere. Det er det største nye tiltag, som vi har etableret, siden vi introducerede børnemøblerne,« fortæller Peter van Der Poel, manager i Ikea Range & Supply, i pressemeddelelsen.

Ikeas ambitioner om det intelligente hjem blev synligt i 2015, hvor borde og lamper, der kan oplade telefoner, ramte butikkerne. I 2017 udvidede sortimentet sig til at have smart belysning og i august lancerede Ikea et samarbejde med Sonos med billig lyd til hjemmet. Ikeas første intelligente persienner vil komme på det amerikanske marked i oktober. 

Den nye afdeling skal styres af svenske Björn Block og skal samarbejde med Ikeas andre afdelinger.

»Ved at arbejde sammen med alle andre afdelinger inden for Ikea, vil afdelingen for Ikea Home Smart kunne forbedre og transformere allerede eksisterende produkter samt udvikle nye intelligente produkter til mange mennesker,« udtaler Björn Block.

Der er hvert år ca. 780 mio. shoppere, der besøger Ikeas butikker.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også