Erhverv

Disney begynder global udrulning af sin nye streamingtjeneste i november

Holland og flere andre lande får Disneys nye Netflix-konkurrent med det samme, og andre lande skal hurtigt følge efter, lover Disney, der går ud med aggressive priser i streamingkrigen.

Avengers: Endgame fra Disney tog i foråret rekorden som verdens mest indbringende film nogensinde. Nu satser Disney massivt på at omsætte sit tv- og film-indhold til en succesfuld streaming-tjeneste, Disney+. Og udrulningen globalt begynder samtidig med lanceringen i USA. Foto: Marvel Studios

Et abonnement på Netflix er blevet uomgængeligt i mange danske husstande – men inden længe er det måske en ny tjeneste, der tager pladsen som førstevalget.

Disney-koncernen satser nemlig på hurtigt at kunne rulle den nye Netflix-konkurrent Disney+ ud globalt. Og flere lande uden for Nordamerika får allerede adgang til november, samtidig med lanceringen af Disney+ på hjemmemarkedet. Det skriver Variety, efter at Disney mandag løftede sløret for de globale planer.

Hvornår Disney+ er tilgængelig for danske kunder er endnu ikke oplyst, men Holland vil være et af de lande, som er med i første runde den 12. november. Derudover står Canada, Australien og New Zealand på listen, men i løbet af to år vil hele verden have fået adgang til den nye streamingtjeneste, fortæller Disney.

Disney har tidligere på sommeren slebet sværdet til den kommende streaming-krig mod især Netflix ved at gå ud med lavere priser end konkurrenten og lancere en pakke med adgang til tre streamingtjenester. På det amerikanske marked kommer det således til at koste præcis det samme at have et normalt abonnement på Netflix, som det koster at få Disney+, ESPN+ og Hulu (med reklamer) samlet, nemlig 87 kr. om måneden.

Nogle få internationale priser for Disney+ er nu også meldt ud, men ingen europæiske priser endnu.

Gennem en række opkøb er Disney-koncernen vokset til en gigant i det globale marked for tv og film. I marts måned købte Disney for eksempel 21st Century Fox for 477 mia. kr. og fik i den forbindelse også kontrol over Hulu, som er den næstmest populære streamingtjeneste i USA i dag, efter Netflix.

Selv uden det enorme indkøb af tv- og filmrettigheder fra Fox-koncernen har Disney gennem tiden udviklet eller købt mange af de mest populære filmuniverser og serier i verden. I 2019 har Disney således haft fem film i biografen, der omsatte for over en milliard dollars og mangler stadig at sende sikre hits som Frost 2 og Star Wars: The Rise of Skywalker på gaden. Den mest populære af filmene, Avengers: Endgame, satte verdensrekord med en omsætning på 18,5 mia. kr., og Disney-koncernen stod for fem ud af de seks mest populære film i år.

Netflix har i mange år haft den internationale scene lidt for sig selv og har udover egne tv-serier og film haft licensaftaler med mange andre producenter. Mange af de aftaler bliver nu ikke længere forlænget, i takt med at for eksempel Disney ønsker at drive sin egen streaming-tjeneste. I stedet satser Netflix endnu mere på egne produktioner end før. I løbet af 2019 vil Netflix således bruge 100 mia. kr. på eget indhold.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også