Erhverv
0

Her skal ansatte passe parkerede fly

Pengene fosser ud af flyselskabet Boeing, der kæmper med efterdønningerne af en uheldsramt flytype.

Boeing har hundredvis af 737 Max-fly parkeret på flyvepladser rundt om i USA. AP Photo/Elaine Thompson

Verdens største flyproducent, Boeing, hyrer nu hundredvis af ansatte til at passe og vedligeholde de skandaleramte 737 Max-fly, som lige nu står parkeret på en flyveplads i Washington.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De mange 737 Max-fly har været tvunget på jorden siden marts efter to flystyrt i henholdsvis Etiopien og Indonesien. I alt 346 mennesker mistede livet i flystyrtene.

Ifølge Boeing skal de nye ansatte - udover vedligeholdelse og forbedringer - hjælpe med at få leveret de mange parkerede fly. Flere luftfartsselskaber har købt Max-modellen, men på grund af flyveforbuddet er de ikke blevet leveret.

Og det er stadig uvist, hvornår forbuddet bliver ophævet.

Boeing er hårdt ramt som følge af problemerne med den uheldsramte flytype. I andet kvartal noterede selskabet et tab på næsten 3 mia. dollars - 19,5 mia. kr. - og omsætningen i Boeing styrtdykkede.

Det store milliardtab for Boeing er både manglende salg af fly og kompensation til de flyselskaber, der skulle have brugt 737 Max-flyet i deres flåde, men som nu har måttet skaffe andre flytyper.

Boeing har hundredvis af 737 Max-fly parkeret på flyvepladser rundt om i USA.

Der er tale om en af de største logistiske udfordringer i moderne luftfartshistorie, når de mange "forbudte" fly skal leveres til luftfartsselskaber verden over, skriver Reuters.

BRANCHENYT
Læs også