Erhverv

Dan Jørgensen: »Ingen sektorer går fri«

Transport- og landbrugssektoren har et særligt ansvar, når den nye regering skal indfri sine ambitioner om at reducere Danmarks CO2-udslip med 70 pct. i 2030, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Energisektoren er ifølge Dan Jørgensen (S) et godt eksempel på en sektor, der er lykkedes med den grønne omstilling. Nu er det landbrugets tur. Arkivfoto: Mads Nissen

Da Dan Jørgensen blev udpeget som klimaminister tidligere i år, blev det af politiske kommentatorer tolket som en cementering af ministeriets vigtighed. En stor socialdemokratisk profil til en stor ministerpost.

Og med en ambition om at reducere Danmarks udslip af drivhusgasser med 70 pct. inden 2030, skriver regeringen Danmark ind blandt de lande i verden med de mest ambitiøse målsætninger på klimaindsatsen.

Men hvordan kommer en bindende klimalov til at se ud? Hvordan skal transportsektoren omstilles? Og hvad med landbruget?

Vi har spurgt den nye klimaminister.

Dan Jørgensen, du vil med den nye regering fremsætte en bindende klimalov i indeværende folketingsår. Hvad kan danskerne mere konkret forvente, at denne lov vil indeholde?

»Først og fremmest skal forslaget til en ny klimalov indeholde bindende mål – både delmål og mere langsigtede mål. Forslaget skal samtidig indeholde regeringens målsætning om at reducere Danmarks udledninger i 2030 med 70 pct. Det er en historisk ambitiøs målsætning, der sætter en klar politisk retning for Danmark.

Det er en historisk ambitiøs målsætning, der sætter en klar politisk retning for Danmark.

Dan Jørgensen, klimaminister

Og så skal Klimarådet bistå regeringen i at afgøre, hvilke reduktionsmål og virkemidler der sikrer, at Danmark lever op til Paris-aftalens temperaturmål. For at sikre at der løbende bliver fulgt op på regeringens målsætninger, skal der desuden foretages en årlig opfølgning i forbindelse med finanslovsprocessen.

Det bliver også afgørende, at klimaloven bliver fulgt op af en klimahandlingsplan, der med en række konkrete initiativer skal anvise vejen mod 2030.«

I vil omstille transportsektoren. Hvordan kommer det til at foregå?

»Vi sætter et stop for salg af nye benzin- og dieselbiler i 2030 og vil samtidig fremme elbiler og andre grønne biler.

Arbejdet i kommissionen for grøn omstilling af personbiler er helt afgørende, og vi skal hurtigst muligt – efter Kommissionen har afsluttet sit arbejde – indgå en politisk aftale på transportområdet, hvor der også tages højde for, at en omstilling skal finansieres. Det er vigtigt for både at skabe tryghed for bilejerne og ro om den grønne omstilling.

Men vi er ikke i mål med personbilerne. Fly, busser, lastbiler og færger skal også være grønne. Det kræver massiv forskning i nye grønne brændstoffer til fly og lastbiler, og at vi får udviklet batteriteknologien endnu mere, end den er i dag.«

Der skal opsættes bindende reduktionsmål for landbruget. Hvordan kommer det til at ske uden at påvirke økonomien?

»Regeringen har sat en historisk ambitiøs målsætning om at reducere Danmarks samlede udledninger med 70 pct. i 2030. Alle sektorer skal bidrage – også landbruget, hvor et bindende reduktionsmål skal forpligte erhvervet til at nedbringe udledningerne.

Landbruget står over for en stor udfordring. Modsat i energisektoren har vi i landbruget endnu ikke udviklet de virkemidler, vi får brug for i fremtiden. Der er et stort behov for forskning og udvikling af klimavenlige landbrugsløsninger.

Vi skal stille krav til landbruget. Ingen sektorer går fri. Men vi skal gøre alt for at indrette indsatsen, så Danmark udnytter de potentialer, der ligger i den grønne omstilling – også økonomisk. Vi skal starte et grønt landbrugseventyr, hvor et klimaeffektivt landbrug eksporterer løsninger og fødevarer til verden.

Heldigvis har store dele af dansk landbrug – f. eks. Arla, Danish Crown og Landbrug & Fødevarer – allerede signaleret, at de er positive over for regeringens udmeldinger, og at de er villige til at tage et ansvar i den grønne omstilling. Og de har faktisk selv sat ambitiøse klimamål for sektoren og deres virksomheder. De målsætninger er helt centrale for, at vi når de fælles mål i 2030 og 2050.«

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også