Erhverv
BREAKING

Chokoladeverdensmester beder danskerne om hjælp til ny fabrik

Den danske verdensmester i chokolade, Mikkel Friis-Holm, vil bygge en ny chokoladefabrik, der skal finansieres af forbrugerne.

Mikkel Friis-Holm har seks år i træk vundet guldmedalje ved verdensmesterskabet i chokolade. Foto: Stine Bidstrup

En åben chokoladefabrik med bønne til bar-koncept er målet, og crowdfunding er midlet, når den danske chokoladeverdensmester Mikkel Friis-Holm vil bygge en helt ny fabrik.

Det fortæller chokoladeproducenten Friis-Holm Chokolade i en pressemeddelelse.

Mikkel Friis-Holm blev sidste år kåret som verdens bedste ved International Chocolate Awards, og danskeren kan derfor endnu en gang kalde sig verdensmester i chokolade. En titel, han nu har bestridt i seks år.

Chokoladeverdensmesteren har nu slået sig sammen med Herslev Bryghus i et projekt om at bygge en åben chokoladefabrik, hvor besøgende skal kunne følge chokoladeproduktionen fra bønne til færdig chokoladebar.

Finansieringen af projektet skal ske gennem Coops crowdfunding-platform, hvor bidragsydere kan hjælpe chokoladeentusiasterne med at rejse penge. Coop Crowdfunding giver forbrugere mulighed for at støtte mad- og fødevareinitiativer økonomisk mod forrentning eller adgang til nye produkter.

Idéen med en åben chokoladefabrik opstod, fordi virksomhederne gerne ville understrege dets bæredygtige produktion:

»Ved at oplyse folk om, hvorfor vi arbejder, som vi gør, kan vi forhåbentlig motivere dem i højere grad til at købe fødevarer, der er blevet produceret på en ordentlig måde. Derfor giver vores vision om en gennemsigtig chokoladefabrik med en etisk forsvarlig produktion i verdensklasse særligt god mening netop her,« siger Tore Jørgensen, stifter af Herlev Bryghus.

Bidragsydere til projektet giver et indskud på mindst 1000 kr. og højest 10.000 kr. til gengæld for forrentning af lånet. De får 4 pct. i årligt afkast over fem år.

Friis-Holm Chokolade kunne efter flere år med underskud for første gang præsentere et årsregnskab med overskud i udgangen af 2018. Her havde producenten nået en omsætning på 10 mio. kr.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også