BREAKING

Serieiværksætter sælger sit hjertebarn: »Jeg er blevet økonomisk uafhængig resten af livet«

Toke Kruse sælger regnskabsplatformen Billy til den danske it-virksomhed Ageras, der vil gøre Billy international.

Toke Kruse, der står bag regnskabsprogrammet Billy, er med én underskrift blevet mangemillionær. Efter ni år sælger han Billy til den danske it-virksomhed Ageras.  Arkivfoto

Serieiværksætteren Toke Kruse sælger regnskabsplatformen Billy til danske Ageras, som driver Europas største platform til at matche revisorer og advokater med virksomheder.

Toke Kruse startede for ni år siden Billy i sin lejlighed med kompagnonen Sebastian Seilund, og gennem alle årene har han bevidst ikke hentet investorer udefra. Derfor ejede Toke Kruse også lidt over 90 pct. af Billy indtil i weekenden, da han skrev under på et salg til Ageras for »et større tocifret millionbeløb«.

»Jeg er en skaber. Jeg er ikke god til at drifte, når selskaberne bliver større. Det er ikke mit game. Så derfor var det tid til at sælge Billy til en ejer, som er bedre til den del, og som kan tage Billy internationalt,« siger Toke Kruse.

Billy:
  • Skiftet af Toke Kruse og Sebastian Seilund i 2010.
  • I 2013 oprettede Toke Kruse et datterselskab, der skulle ekspandere Billy til USA. Den mission blev dog skinlagt i 2018, da han solgte det amerikanske datterselskab.
  • Billy har ikke hentet eksterne investorer ind foruden lånefinansiering. Det betyder, at selskabet selv har finansieret sin vækst.
  • I 2018 havde Billy en mindre tocifret omsætning og et overskud på 2,5 mio. kr. Der er ca. 30 ansatte i selskabet.
  • Toke Kruse startede med at eje 50 pct. af Billy, men har løbende købt andele. Han ejede således godt 90 pct., da han solgte Billy til Ageras i weekenden for et større tocifret millionbeløb.

Billy omsatte i 2018 for et mindre tocifret millionbeløb og landede en bundlinje på 2,5 mio. kr. Men selvom væksten i år har sat rekord, mener Toke Kruse, at han solgte på det rette tidspunkt.

»Måske kunne jeg have fået endnu mere, hvis jeg ventede tre år med at sælge. Men afkastet er så enormt, at jeg er økonomisk uafhængig resten af mit liv. Tiden var moden til et exit,« siger Toke Kruse.

De mange nye millioner på Toke Kruses bankbog skal nu bruges til at investere fem andre iværksættervirksomheder, som han står bag.

»Billy var nok mit hjertebarn, men jeg har fem andre start-ups, som jeg nu kan investere meget i, så de kan tage samme rejse som Billy. Jeg siger ikke, at jeg kan lave fem exits som Billy, men som iværksætter skal man jo have en naiv tro på det,« siger serieiværksætteren.

Ifølge Ageras’ topchef og stifter, Rico Andersen, har parterne arbejdet »non-stop« på opkøbet i seks måneder, hvor flere konkurrenter også forsøgte at få fingrene i Billy.

»Billy er en spændende virksomhed, fordi platformen rent teknologisk er så god, at den uden problemer kan lanceres i et andet land på 24 timer. Det testede vi nemlig i vores due diligence,« siger Rico Andersen.

Ageras, der i dag er til stede i seks europæiske lande, har tidligere været delejet af iværksætteren Martin Thorborg, der samtidig står bag regnskabsprogrammet Dinero, som er Billys største konkurrent. Han solgte sin ejerandel til en arabisk kapitalfond i 2017.

»Dineros fokus er at disrubte revisoren med et automatiseret regnskabsprogram. Det er ikke vores mission med Billy. Vi vil derimod gøre Billy til et værktøj, som hjælper revisionsbranchen med at digitalisere nogle af de tidskrævende opgaver« siger Rico Andersen.

Der er et kæmpe potentiale for en internationalisering, fordi vores platform og teknologi er udviklet og klar til at gå uden for landets grænser.

Jonas Midtgaard, adm. direktør i Billy

Mens Toke Kruse flyver videre til nye projekter, bliver Billys adm. direktør, Jonas Midtgaard, på posten. Han har pludselig fået adgang til langt mere kapital end førhen, hvor Billy skulle finansiere sin egen vækst.

»Vi har haft mange idéer, som krævede kapital. Dem kan vi forhåbentlig realisere nu. Der er et kæmpe potentiale for en internationalisering, fordi vores platform og teknologi er udviklet og klar til at gå uden for landets grænser,« siger han.

Siden samme tidspunkt sidste år har Billy hævet kundetilgangen med 80 pct., fortæller Jonas Midtgaard. Det skyldes ikke mindst, at Billy har indført nye prispunkter, hvor kunderne ikke behøver at købe hele programmet, men kun de dele, de behøver.

BRANCHENYT
Læs også