Erhverv

Analytiker: SAS har kurs mod konflikter med ansatte

SAS skal have nedbragt sine udgifter, mens flere medarbejdergrupper kigger sultent efter lønstigninger.

Tirsdagens SAS-regnskab viste, at SAS er blevet dygtige til at lokke passagerer ind i flyene. I både juni og juli slog SAS passagerrekord. Foto: Finn Frandsen

De næste måneder og år kan meget vel byde på et opgør mellem SAS og flere af selskabets medarbejdergrupper, når der skal forhandles overenskomster.

Ifølge aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank er der opstået en uheldig cocktail af en ledelse, der skal spare, og nogle medarbejdergrupper, der håber på lønstigninger.

- Der kommer til at udspille sig et kæmpe slagsmål. SAS er pinedød nødt til at sænke omkostningerne, når vi kigger fremad, siger han.

- Samtidig står man over for nogle medarbejdergrupper, som lige har set piloterne få noget ud af at strejke. Og når de skal forhandle deres overenskomster, vil de have det samme som piloterne.

- Og de vil formentlig være villige til at stemme med fødderne, hvis de ikke kan få det, som de vil have.

- SAS skal ud i en balancegang af den anden verden.

Tirsdagens SAS-regnskab viste, at SAS er blevet dygtige til at lokke passagerer ind i flyene. I både juni og juli slog SAS passagerrekord.

Men selv om selskabet har flere passagerer, tjener det færre penge.

- Det efterlader indtrykket af, at SAS kommercielt er rigtig godt flyvende. SAS har glade kunder, der også er villige til at betale lidt ekstra for billetterne.

- Udfordringen er, når SAS skal tjene penge på kunderne. Det seneste kvartal har vi set, at omkostningerne er steget i stedet for faldet.

- Det er en trend, som man simpelthen er nødt til at få vendt, hvis man skal kunne fortsætte som selvstændigt selskab, når vi kigger fremad.

Pilotstrejken i foråret kostede i første omgang SAS 450 millioner kroner og en lønstigning på mellem tre og fire procent om året de næste tre år.

- Det kan godt være, at pilotstrejken så dyr ud, mens den stod på. Men med den situation, som SAS er i indtjeningsmæssigt, risikerer man, at den bliver endnu dyrere, siger Jacob Pedersen.

- Fordi resten af medarbejdergrupperne vil følge med.

BRANCHENYT
Læs også