Swedbank hyrer svensker som afløser for fyret dansk direktør
Birgitte Bonnesen blev i marts fyret som direktør for Swedbank efter beskyldninger om hvidvask gennem banken.
Swedbank har sat navn på afløseren for danske Birgitte Bonnesen, der blev fyret som administrerende direktør i marts.
Den svenske bank, som er blevet beskyldt for at være blevet brugt til hvidvask i Baltikum, har ansat Jens Henriksson som ny øverste direktør. Det oplyser Swedbank i en meddelelse.
Birgitte Bonnesen blev fyret, efter at flere svenske medier skrev om mistænkelige transaktioner, som kunder har haft i bankens filialer i Baltikum.
Hun nåede tre år som øverste direktør, men havde været i banken siden 1987.
Jens Henriksson kommer fra en stilling som direktør for det svenske forsikringsselskab Folksam.
- Min store opgave som administrerende direktør for Swedbank er at genskabe tilliden til banken, at videreudvikle bankens bæredygtighedsprofil og fortsætte den succesfulde digitaliseringsrejse, siger han i pressemeddelelsen.
Jens Henriksson har tidligere været direktør for Nasdaq-børsen i Stockholm.
Desuden har han arbejdet i det svenske finansministerium. I flere år var han i bestyrelsen i Den Internationale Valutafond, IMF. Her havde han ansvar for Norden og Baltikum.
Det fremgår ikke, hvornår Jens Henriksson får første dag i banken. Han vil tiltræde i sit job "så snart så muligt".
Ifølge økonom Joakim Bornold fra pensionsmæglerselskabet Söderberg & Partners har Swedbank valgt en god kandidat.
- Det er godt for både bankens ejere og kunderne. Han er en person med både kompetencer, erfaring og et moralsk kompas, hvilket er præcis, hvad banken behøver i den nuværende situation, siger han til nyhedsbureauet TT.
Siden marts har finansdirektør Anders Karlsson været fungerende direktør for Swedbank. Han vil gå tilbage til sit oprindelige job, når Jens Henriksson tiltræder.
Birgitte Bonnesens stop har ikke været det eneste i toppen af Swedbank.
I april valgte Swedbanks daværende bestyrelsesformand, Lars Idermark, at trække sig.
Han mente, at det massive fokus på banken ikke gjorde det muligt at passe posten samtidig med jobbet som direktør for koncernen Södra Skogsägarna.
Swedbanks nye bestyrelsesformand er Göran Persson. Han er tidligere svensk statsminister for Socialdemokraterna.
/ritzau/